Nyheder

Ulv løs i jysk by: - Her er noget den kan spise

Tre lemlæstede rådyr er i løbet af den seneste måned fundet i Kolding Skov. Og DNA-analyser viser, at det er en ulv, der har været på færde.

Ulve er sky dyr. Og det er derfor usædvanligt, at de kommer så tæt på beboede områder. Først gættede naturfagskonsulent Jørn Chemnitz fra Kolding også på, at det var en stor hund, der havde taget livet af rådyrene. Men DNA-prøver fortalte altså en anden historie. 

Kolding Skov går som en grøn kile ind i byen, og skoven er ikke alene tæt på boligområder, men også befærdet af hundeluftere, mountainbikecyklister og løbere.

Der er derfor kun én god grund til, at ulven har vovet pelsen og nærmet sig den jyske by:

- Det gør den, fordi den har fundet ud af, at der er noget, den kan spise, siger Mikkel Stelvig, der er zoolog i Zoologisk Have i København.

- Ulve er bange for mennesker, og de er ikke meget for at være i nærheden af os. De er utrolig sky. Selv ulvene her i Zoologisk Have er bange for dyrepasserne, selvom de er vant til dem. Men ulve er også utrolig gode til at tilpasse sig. De kan sagtens finde ud af at være tæt på bebyggelse, for de er gode til at opfange signaler, så de kan komme frem på de rette tidspunkter og gemme sig i en fart, siger zoologen.

”Kolding-ulven” er formentlig over alle bjerge. Mette List, der er biolog ved Kolding Kommune, vurderer, at ulven ikke er i området længere, fordi det er næsten tre uger siden, man sidst har fundet et dræbt rådyr.

Kun én af de 19 ulve, der er opdaget i Danmark, har indtil nu valgt at slå sig mere permanent ned i et område. Resten er strejfere.

Hvis der ikke er mere føde eller en spændende hunulv i området, så drager en ulv typisk videre. 

Ulve kan snildt løbe 100 km på et døgn. 

Her kan du se, hvor de dræbte rådyr blev fundet: