Nyheder

OVERBLIK: Her er terror-efterforskningens resultater

Fem personer er anholdt efter angrebene på kulturhuset Krudttønden og synagogen i København. To af dem er sigtet for at have hjulpet med at skaffe gerningsmandens gevær af vejen og givet ham to pistoler. Én person er sigtet for at have skaffet gerningsmanden en skudsikker  vest og en kniv. Sigtelserne på de to seneste anholdelser er endnu ikke offentliggjort. 

TV 2 NYHEDERNE giver dig her et overblik over resultatet af politiets efterforskning indtil videre:

Kort om resultaterne:

  • Politiet mener, at den formodede gerningsmand hedder Omar Abdel Hamid El-Hussein. Der blev fundet DNA-spor ved Krudttønden, mens der ikke er fundet noget ved synagogen.
  • Politiet har sagt, at de efterforsker attentaterne som terror, men de kan ikke med sikkerhed slå fast, at det var et terrorangreb.
  • Politiet anholder mandag den 16. februar to mænd på 19 og 22 år. De er sigtet for under gerningsmandens besøg i netcaféen at have hjulpet med at skaffe M95-geværet af vejen og givet gerningsmanden de to pistoler. De to mænd blev varetægtsfængslet i 10 dage.
  • Politiet anholder den 27. februar en 18-årig mand. Han er sigtet for at have skaffet gerningsmanden en skudsikker vest og mindst én kniv. Den mistænkte bliver varetægtsfængslet i 26 dage.
  • Den 19. marts klokken 10.38 anholdes en fjerde ung mand af Københavns Politi. Han skal fremstilles i grundlovsforhør.
  • 20. marts klokken 6.30 anholder Københavns Politi endnu en "ung mand". Det bekræfter anklager Stig Fleischer overfor TV 2.

Kort om angrebene den 14. og 15. februar:

  • Den 14. februar klokken 15.33 angriber en gerningsmand kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Han affyrer i alt 28 skud med et M95-gevær. En civil bliver dræbt og tre betjente såret.
  • Gerningsmanden flygter i en stjålet bil og tager senere en taxa til Mjølnerparken. Klokken 22 besøger han netcaféen Powerplay på Nørrebro.
  • Omkring midnat dukker han op i Krystalgade i Indre By, hvor han skyder og dræber en jødisk vagt og sårer to betjente med to pistoler - en kaliber 7,65 millimeter og en 9 millimeter.
  • Samme pistoler har den formodede gerningsmanden ifølge politiet på sig, da han dør i ildkamp med politiet på Svanevej på Nørrebro klokken fire natten til søndag.

To personer blev dræbt under angrebet i København. En ved et debatmøde på Krudttønden på Østerbro og en ved synagogen i Krystalgade.