Ulovligt at forære 50.000 kroner til langtidsledige

Aarhus Byråd vil give 60-70 langtidsledige op mod 50.000 kroner hver for at forbedre deres jobmuligheder, men forslaget er som udgangspunkt ulovligt. Det skriver Århus Stiftstidende tirsdag.
Pengene skal bruges til at forbedre langtidslediges muligheder for at få et arbejde, men som loven er nu, må borgerne ikke selv være med til at forvalte de budgetter, der skal opkvalificere dem.
- Vi bruger millioner på de langtidsledige, men hvis vi kunne bruge pengene lidt klogere på en måde, der også får de ledige engageret i at finde tilbage på arbejdsmarkedet, så skal vi prøve det, siger social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) til Aarhus Stiftstidende.
Det er meningen, at penge skal kunne bruges til at købe nyt tøj, få rettet tænder, klippet håret, fjernet en tatovering eller tage kørekort eller kurser.
Aarhus Stiftstidende skriver, at rådmanden fik en principiel godkendelse i byrådet 21. januar, da samtlige partier sagde ja til at indføre borgerbudgetter, men at det enten kræver en lovændring fra Folketinget, en dispensation eller tilskud fra private fonde, hvis det skal føres ud i livet.