Helikopterstyrt: OL-guldvinder undgik døden i sidste øjeblik
Den tidligere svømmer og OL-guldvinder Alain Bernard skulle have været ombord i en af de to helikoptere, der mandag styrtede ned i Argentina under en tv-produktion og dræbte ti personer, heriblandt tre store, franske sportsstjerner.
Tre franske sportsfolk mistede mandag livet, da de under optagelserne af realityshowet ’Dropped’ sammen med syv produktionsfolk og piloter styrtede i døden i La Rioja i Argentina.
De tre sportsstjerner var bokseren Alexis Vastine, sejleren Florence Arthaud og svømmeren Camille Muffat, hvoraf sidstnævnte har flere nære venner blandt de danske svømmekvinder.
Men med ombord på den ene af helikopterne skulle også have været OL-guldvinderen i 100 meter fri fra 2008, den nu pensionerede svømmer Alain Bernard. Det skriver L’Equipe ifølge Expressen.
Det franske medie skriver, at Alain Bernard først i sidste øjeblik fik at vide, at han ikke kunne komme med ombord på helikopterne, da de var for tungt lastede.
Han blev sammen med flere af de andre sportsstjerner, der deltog i programmet, stående tilbage på landjorden og overværede derfor tragedien på allernærmeste hold.
- Alain ringede til mig og græd, tydeligvis traumatiseret over det, han lige havde set. Han sagde, at han havde set ilden og forstået, at det var dramatisk, siger Alain Bernards agent, Sophie Kamoum til RMC ifølge Expressen.
Også snowboarderen Anne-Flore Marxer stod på jorden og kunne intet gøre andet at se til, da de to helikoptere fløj ind i hinanden og styrtede.
- Hun græd, da jeg talte med hende. Hun hørte alt og forstod straks, at det var meget alvorligt. Det var forfærdeligt, siger hendes agent, Guillaume Valladeau.
Læs også: Franske sportsstjerner dræbt i helikopterulykke
Hvad der præcis fik de to helikoptere til at styrte ned, er endnu ikke endeligt bekræftet. Men alt tyder foreløbigt på, at de ganske enkelt fløj ind i hinanden. Seneste nyt tirsdag eftermiddag er dog, at ulykken, ifølge det franske medie Le Monde, efterforskes som manddrab.
I alt otte franske sportsstjerner var i gang med at optage programmet, og en af dem, den tidligere kunstskøjteløber Philippe Candeloro, lagde fredag i sidste uge nedenstående billede af hele holdet op på sin Facebook-profil. Yderst til højre ses Alexis Vastine og Florence Arthaud, mens Camille Muffat sidder midt i billedet forrest.
Programmet ’Dropped’, hvor deltagerene udsættes for prøvelser i vildmarken, bygger på et svensk koncept og har været vist både i Sverige og lige nu også i Norge.