Marie blev mobbet og skar i sig selv: Så fandt hun en anden vej

Hvert sjette pige i folkeskolens ældste klasser har prøvet at skade sig selv, viser en opgørelsen fra Landsforeningen for selvskade og spiseforstyrrel

Hvert sjette pige i folkeskolens ældste klasser har prøvet at skade sig selv, viser en opgørelsen fra Landsforeningen for selvskade og spiseforstyrrelser. Den statistik var 18-årige Marie Treppehave en del af, da hun i 7. og 8. klasse blev mobbet og skar i sig selv for at overdøve smerterne.

- De tanker, der fyldte mit hoved, var: Jeg fortjener ikke at være her. Jeg fortjener slet ikke at leve. Jeg er ikke god for nogen, og jeg giver ikke noget godt for nogen, fortæller Marie Trappehave til TV 2/Fyn, som har besøgt den i dag 18-årige kvinde.

I dag har Marie Treppehave det godt, og det skyldtes især, at hun begyndte at skrive sig ud af problemerne. En vej, som hun siden da er fortsat ad, og som nu betyder, at hun debuterer med digtsamlingen 'Noget Ukendt'.

- Før skar jeg i mig selv for at få de her ting ud af systemet. Nu har jeg fundet ud af, at; okay der er noget meget mere konstruktivt, jeg kan gøre.

Digtsamling udkommer i dag
Gennem lang tid skrev Marie Treppehave sine digte og historier til skrivebordskuffen. Ingen fik dem at se, men det hjalp hende, når de mørker tanker overmandede hende.

Det ændrede sig dog, da den i dag 18-årige kvinde mødte sin nuværende kæreste, som fik hende overtalt til at sende digtene ind til et forlag. De takkede ja, og den 1. marts udkom digtsamlingen.

- Det har altid været en drøm for mig at få lov til at leve af at skrive, og nu har jeg fået den der bekræftelse af, at der er noget potentiale og noget, der er godt.

Den unge kvinde håber nu, at hun med sin historie kan forhindre andre unge i at ende der, hvor hun gjorde.

- Der findes mere konstruktive måder at bearbejde sine problemer på. Og der er lys for enden af tunnelen. Det ser så mørkt ud, når man sidder der, men man skal nok komme ud på den anden side. Og man kan ende med noget helt fantastisk.