Nyheder

Hizb ut-Tahrir om forbud: Vi har ikke blod på hænderne

Nørrebrohallen i København har i dag lagt lokale til et debatmøde med titlen 'Krudttønden og det politiske efterspil - hvor står vi muslimer?' arrangeret af Hizb ut-Tahrir.

Her slog vicemedierepræsentant Elias Lamrabet fast, at et forbud mod Hizb ut-Tahrir, som politikere nu vil undersøge muligheden for, ikke vil stoppe foreningen, hvis overordnede mål er at afskaffe demokrati og indføre et islamisk kalifat.

- Det er et forsøg på at kriminalisere tanker. Vi arbejder politisk og med tanker, og de tanker kan man åbenbart ikke udstå, og så vil man forbyde dem med lov og tvang. Men vi har ikke blod på hænderne -  i modsætning til de danske politikere som jo i den grad har deltaget i en aggressiv udenrigspolitik, og som dermed har bidraget til, at en hel masse mennesker er blevet slået ihjel.

- Det kniber med loftshøjden på Christiansborg, i hvert fald rent intellektuelt. Når man ikke kan møde argumenter med argumenter, så tyr man til forslag om forbud, som vi kender det fra bananrepublikker og diktaturstater. Så det vil jeg kalde et intellektuelt bankerot, siger Elias Lamrabet, der forklarer, at debatmødet er arrangeret i håbet om at kunne 'nuancere debatten' efter terrorangrebet i København.

- Vi skal bryde det narrativ, hvor muslimer som udgangspunkt er medskyldige og en trussel mod den samfund, de lever i, hvis ikke de sværger troskab til de værdier, politikerne vil have.

Det er med henvisning til Grundlovens paragraf 78, der siger, at foreninger, som 'søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende', at et flertal i Folketinget nu vil bede Rigsadvokaten undersøge, om det kan være gældende for Hizb ut-Tahrir.

Elias Lamrabet slår dog fast, at foreningen tager afstand fra vold mod civile.

- Islam forbyder kategorisk drab på uskyldige og civile, og det har vi slået fast mange gange.

Alligevel er svaret ikke helt så klart, da spørgsmålet lyder på, hvordan foreningen stiller sig til forhold til terrorhandlingerne i København den 14. og 15. februar.

- Vi vil ikke bidrage til det her narrativ, hvor man forsimpler diskussion til at handle om afstandtagen eller retfærdiggørelse.

- Vi har ikke noget problem med folk med en anderledes overbevisning, og vi kalder derimod til saglig debat, siger Elias Lamrabet.

Hizb ut-Tahrir

- Hizb ut-Tahrir betyder Befrielsespartiet eller Frihedspartiet

- Partiet blev stiftet i 1953 i Jerusalem af den retslærde sheikh Taqiuddin an-Nabhani. Partiets øverste ledelse holder i dag til i Jordan.

- Hizb ut-Tahrir arbejder for en forening af alle muslimer under et islamisk styre (kalifat), fjernelse af al vestlig indflydelse i den islamiske verden (Dar al-Islam) og et liv efter den rette islamiske levemåde.

- Hizb ut-Tahrir har været repræsenteret i Vesten siden 1960.