Nyheder

Over 1000 deltog til fredagsbøn og minde for formodet terrorist

Der var efter alt at dømme godt fyldt op i og udenfor moskéen på Dortheavej i København denne eftermiddag.

I forbindelse med den obligatoriske fredagsbøn blev der afholdt en kort mindehøjtidelighed for den dræbte formodede terrorist, Omar Abdel Hamid El-Hussein, før et begravelsesoptog kørte mod den muslimske gravplads i Brøndby.

Ifølge en person, som tv2.dk har talt med på stedet, var der over 1000 mennesker til stede ved mindehøjtidligheden. Personen ønsker dog ikke at stå frem med navn.

Antallet af deltagende stemte dog godt over ens med forventningen hos Islamisk Trossamfund.

- Der er altid godt fyldt op til fredagsbønnen. Og det er vores erfaring, at der altid dukker nysgerrige personer op i sådanne situationer. Det ligger i menneskets natur. Det har vi set før, når et bandemedlem er blevet dræbt. Så jeg tror, at der kommer op mod 1500 mennesker i dag, sagde Mohamed Nehme, pressesekretær i Islamisk Trossamfund, til tv2.dk, før dagens bøn startede.

Flest muslimer

Mindehøjtideligheden på mellem fem og ti minutter startede omkring klokken 13:45. Her blev der bedt for Omar Abdel Hamid El-Hussein, der desuden ligger i en lukket kiste.

Derefter vil et begravelsesoptog bevæge sig mod Brøndby, hvor selve begravelsen vil finde sted klokken 14:30.

- Jeg regner med, at det hovedsageligt kommer til at være familiemedlemmer og venner til den afdøde, der vil deltage i begravelsesoptoget. Men som sagt dukker der altid nysgerrige mennesker op, når der sker noget usædvanligt, forklarer Mohamed Nehme.

Han forventer, at det hovedsageligt vil være troende muslimer, der er til stede i eftermiddag.

Udvis respekt

Mens hvis andre ville have lyst til at lægge vejen forbi, så opfordrer Mohamed Nehme til at man bør udvise respekt for den afdødes familie.

- Vi vil gerne opfordre folk til at opføre sig pænt og lade være med at starte noget. Det bliver en hektisk og unormal dag for os alle sammen, siger Mohamed Nehme.

22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein blev skudt og dræbt af politiet tidligt søndag morgen i sidste uge.

Forud for det havde den formodede gerningsmand slået to civile ihjel og såret fem politibetjente i det værste terrorangreb i Danmark i nyere tid.

Politiet har meddelt, at man vil være til stede i området omkring moskéen.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at det er et privat arrangement. Vi har gjort os nogle efterretninger og stiller op med det opbud, som er passende, siger en talsmand fra politiet til tv2.dk.