Nyheder

Terror i København: Her skal formodet gerningsmand begraves

Den 22-årige mand, der efter alt at dømme stod bag weekendens terrorangreb i København, skal begraves i Danmark.

Omar Abdel Hamid El-Husseins familie har palæstinensisk baggrund, og han har i tre år boet og gået i skole i Jordan, men familien har besluttet, at han skal stedes til hvile herhjemme, skriver bt.dk.

Det siger Kasem Said Ahmad fra Dansk Islamisk Begravelsesfond, som står for hans begravelse på begravelsespladsen i Brøndby.

- Han skal begraves på helt almindelig vis. Vi dømmer ikke vores døde ud fra deres fortid. Er man muslim, har man ret til at blive begravet på den muslimske begravelsesplads, siger Kasem Said Ahmad til bt.dk.

Politiet har endnu ikke frigivet den døde, selvom en muslim helst skal i jorden inden for 24 timer. Derfor kan Kasem Said Ahmad endnu ikke sætte en dato for begravelsen.

Omar El-Hussein døde tidligt søndag morgen af skud fra politiet. Det skete, efter at han formodentlig havde skudt mod først Krudttønden på Østerbro lørdag og siden mod synagogen på Krystalgade natten til søndag. Han dræbte 55-årige Finn Nørgaard og 37-årige Dan Uzan.