Nyheder

Offer for terrorangreb: I dag begraves Dan

Klokken 00.43 natten til søndag blev 37-årige Dan Uzan det andet offer for et terrorangreb på dansk jord.

Angrebene blev begået af den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, som blot havde været løsladt fra varetægtsfængsling i 14 dage, da han på klos hold skød Dan Uzan foran indgangen til synagogen i Krystalgade i København, hvor han fungerede som frivillig vagt ved en Bat Mitzah med 80 gæster.

I dag klokken 14 siger familien et sidste farvel, når den 37-årige jødiske cand.polit begraves.

Ceremonien finder sted på Mosaisk Vester Begravelsesplads på det ydre Vesterbro i København, hvor der i kapellet vil være tre talere. Både rabbiner Jair Melchior, tidligere overrabbiner Bent Lexner og formand for det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, vil sige ord.

'Dan er en helt'

Siden Dan Uzan mistede livet, har adskillige mennesker stået frem på TV 2 og fortalt, at Dan Uzan var et hjertevarmt menneske, der altid tænkte på andre først.

Siden han var 17 år, har han brugt oceaner af timer på at arbejde som frivillig vagt ved jødiske sammenhænge, fortæller blandt andre den tidligere overrabiner Bent Lexner.

- Han gik virkelig ind i det arbejde, og og tog det meget seriøst. Når  jeg var lidt lemfældig og lokkede folk ind i synagogen, fik jeg en skideballe af Dan og fik at vide, at han nok skulle bestemme, hvordan tingene skulle være.

- Han turde at gøre noget, hvor han vidste, at der var en risiko. Men ingen havde drømt om, at der skulle være den risiko - så for os står han som en helt, og jeg håber, at vi kan skabe et flot minde om ham, sagde han til TV 2 i mandags, hvor han blot var en blandt tusinde andre, der med en buket i hånden tog plads foran synagogen for at ære det andet offer for weekendens to angreb.

Undervejs i ceremonien synges der nogle udvalgte salmer, og seancen afsluttes ved, at kisten bliver båret til graven, hvor der kastes jord på og siges en bøn. Af hensyn til familien har man bedt pressen om at blive uden for kapellet, hvor der i stedet vil være storskærme, så alle, der har lyst, kan være med til at sige farvel.

Efter begravelsen vil Dan Uzans familie sidde Shiva derhjemme. Shiva er en jødisk tradition, der betyder, at familien til den afdøde er hjemme de næste syv dage efter begravelsen, hvor venner og familie så har mulighed for at komme forbi. 

TV 2 NEWS talte onsdag med journalist på Weekendavisen Heidi Laura, der forklarede, hvordan en jødisk begravelse foregår:

Hør også her interviewet med Claus Bentow, der holdt konfirmation for sin datter i synagogen, da Dan Uzan mistede livet: