Nyheder

PET havde ingen grund til at tro, at Omar planlagde angreb

Da den formodede gerningsmand bag weekendens terrorhandlinger i København, Omar El-Hussein, sad varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag, gav han udtryk for ekstremistiske holdninger.

Det oplyste Kriminalforsorgen Politiets Efterretningstjeneste om. Derfor har det vakt undren, at det lykkedes Omar El-Hussein at begå de to skudattentater, der kostede Finn Nørgaard og Dan Uzan livet.

PET erkender at have fået en indberetning om Omar El-Hussein i september 2014, men mener ikke, at man kunne have vidst, at det ville gå så vidt.

- PET havde på baggrund af indberetningen fra Kriminalforsorgen ikke grund til at tro, at den nu afdøde 22-årige formodede gerningsmand planlagde angreb, ligesom PET i øvrigt forud for angrebene ikke havde efterretninger om, at den pågældende planlagde angreb, skriver efterretningstjenesten i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen uddyber PET ikke, om man indledte en undersøgelse efter indberetningen.

- Når PET modtager sådanne indberetninger, bliver der foretaget en konkret vurdering af oplysningernes karakter og indhold med henblik på at overveje, hvordan oplysningerne videre håndteres i PET samt karakteren af en eventuel opfølgning, lyder det blot.

Få overblik over weekendens terrorhandlinger i København her: