Nyheder

Obama inviterer Aarhus-borgmester til konference

USA's præsident, Barack Obama og udenrigsminister John Kerry, har inviteret Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, til at deltage i en konference om anti-radikalisering.

Den såkaldte Aarhus-model om antiradikalisering af unge har vakt så stor international interesse, at borgmesteren er blevet inviteret til konferencen 'The White House summit to counter violent extremism', som finder sted onsdag og torsdag. Her skal han fortælle om de tiltag, kommunen har taget.

På Twitter har Aarhus-borgmesteren uploadet et billede, der viser indbydelsen og krydret det med teksten: 'På vej til Washington'

- Vi står over for en global udfordring, og der er ingen lette løsninger eller garanti for succes, men vores strategi med at kombinere en tydelig markering af værdier, tæt opfølgning og retlig konsekvens, har vist sig at have effekt, siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar.

Invitationen fra Barack Obama kom inden weekendens terrorhandlinger i København, hvor to mennesker blev dræbt og fem betjente såret.

Mange internationale medier har beskrevet Aarhus-modellen, efter det i 2014 lykkedes kommunen at forhindre at unge rejste til Syrien for at kæmpe i krigen. Året før var antallet af personer, der rejste til Syrien, 31.