Nyheder

DF: Opbakning til terroristen bør give fængselsstraf

- Vi ser i disse dage, at der er mange, der går ud og viser deres opbakning til terroristen, og der er det vigtigt, at vi siger, at det er ikke i orden. Loyaliteten skal være hos Danmark og ikke hos en terrorist.

Sådan siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, der, efter at have hørt en ven til den formodede gerningsmand bag terrorangrebene i weekenden udtale til sig TV 2's Lisbeth Davidsen, har bedt justitsministeren anmode politiet om at se klippet og herfra vurdere, om dansk lovgivning er blevet overtrådt.

I udtalelsen, der faldt efter en gruppe unge mænd mandag aften havde fjernet de blomster, der var lagt ved stedet, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein blev skudt søndag morgen, siger en af unge, Abdullah, til TV 2:

- Hvis man tegner profeten med en bombe på hovedet, så fortjener man at blive slået ihjel. Så krænker man 1,5 milliarder mennesker. Så siger man, det er ytringsfrihed. Men når en bror lægger en smiley på Facebook, så er han terrorist, og han skal i fængsel. Det er jo ikke fair på nogen måde. 

Ifølge Martin Henriksen bør en udtalelse som denne resultere i fængselsstraf og udvisning.

- Nogle af de udtalelser, jeg har set, er efter min opfattelse strafbare, da de kan tolkes som opfordring til at begå ny terror. Det skal der selvfølgelig slås ned på. Det er langt ude, at unge muslimer mener, det her er i orden.

- Jeg så gerne fængselsstraf og udvisning for den slags udtalelser. Hvis der overhovedet er mulighed for at udvise personer, som hylder terrorister og opfordrer til ny terror, så skal man selvfølgelig forsøge at udvise dem. Der skal være kort proces i den slags sager, fordi det er så alvorligt.

Også Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen tager kraftigt afstand fra den slags udtalelser.

- De skal på ingen måde forsvares eller forklares. Det er uacceptabelt. Det er usmagelige holdninger, som vi alle sammen skal stå sammen om at tage afstand fra.

Hyldes også på Facebook

Jyllands-Posten har tidligere i dag beskrevet, hvordan en anden person, en 26-årig aarhusianer med palæstinensisk baggrund, på sin Facebookprofil har skrevet blandt andet 'Je suis Omar' og 'Vi er alle Omar' og postet et billede af den afdøde, formodede gerningsmand.

Den udtalelse kan ifølge professor i strafferet ved Københavns Politi Jørn Vestergaard godt få konsekvenser.

-  Sådan som udtrykket "Je suis …" er blevet brugt efter attentaterne i Frankrig, er det jo nærliggende at forstå vendingen "Vi er alle Omar" som en sympatierklæring og en opbakning til det, der skete ved Krudttønden og synagogen i forgårs. Det kan næsten ikke blive mere direkte, så jeg ville da ikke blive overrasket, hvis politiet rejser sigtelse, siger han til Jyllands-Posten.

Østjyllands Politi har netop oplyst til Ritzau, at man er ved at undersøge, om der kan rejses sigtelse mod den 26-årige mand.

Der har ikke været muligt at få Jørn Vestergaard til at vurdere den udtalelse, som blev bragt på TV 2 i går.