Havde ikke citronmåne: Sådan takker Anne-Marie politiet
Det danske politikorps har fået ekstraordinært meget kærlighed i de her dage. Danskerne er taknemmelige for deres indsats mod terroristen, der tog to menneskeliv og sårede fem betjente. 25-årige Anne-Marie Raunholt var en af dem, der gerne ville vise politiet stor taknemmelighed:
- Jeg tog en rød læbestift med mig ned til mindehøjtideligeheden ved Krudttønden og besluttede mig for at kysse alle betjente og alle politibiler, siger hun til tv2.dk.
Den unge kvinde havde set andre dele citronmåner ud til betjentene:
- Men jeg havde ingen citronmåner. Jeg havde til gengæld en rød løbestift, siger hun.
Anne-Marie Raunholt gik ud på sit kyssetogt nervøs for, hvordan betjentene ville reagere:
- En betjent troede jeg var hamrende stiv, en anden kaldte det hærværk, da jeg kyssede hans bil. Men jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at de syntes det var sjovt.
Opfordrer du ligefrem andre til at begynde at kysse på politiet?
- Det bliver måske for meget, hvis for mange begynder at kysse på dem, men så længe de synes det er sjovt, så er det da en god idé, siger hun.
Den 25-årige københavner nåede at kysse omkring 20 politibiler her til aften og et tilsvarende antal politibetjente. Og hun fik et chok, da hun pludselig så sit billede i de danske medier. København Politi tweetede nemlig et billede af en politibil med masse kys på, og derfra gik det stærk. På få minutter lå billedet sågar på Norges største netmedie VG.
- Det var jeg slet ikke forberedt på, men jeg synes da, det er sjovt, siger hun.
Og her i disse terrortider trænger vi vist allesammen til en glad og sjov historie.
Her er billedet som har gode chancer for at gå verden rundt: