Nyheder

Netanyahu: Angreb mod jøder vil fortsætte - kom hjem til Israel

- Endnu en gang bliver jøder myrdet på europæisk jord, blot for at være jøder.

Sådan lyder reaktionen fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, efter en 37-årig jødisk mand lørdag aften blev skudt og dræbt under et angreb på en jødisk synagoge i Krystalgade i København.

Netanyahu opfordrer derfor alle jøder til at flytte til Israel, skriver Times of Israel.

- Selvfølgelig fortjener jøder beskyttelse i alle lande, men vi siger til vores jødiske brødre og søstre: Israel er jeres hjem, lød det fra premierministeren søndag i en tale til det israelske parlament.

- Israel modtager jer med åbne arme

Netanyahu forventer derfor en stor indvandring af jøder snart.

- Vi forbereder os på en stor bølge af jødiske immigranter fra Europa. Vi kalder på en masse-aliva(jødisk immigration, red.) fra Europa. Jeg vil sige til alle jøder i Europa og alle jøder alle steder: Israel er enhver jødes hjem. Israel venter jer med åbne arme.

Premierministeren er heller ikke et sekund i tvivl om, at lørdagens tragedie ikke var det sidste angreb mod jøder på europæisk grund.

- Denne bølge af terrorangreb forventes at fortsætte, og det inkluderer disse morderiske anti-semitiske angreb, lyder det fra Netanyahu. 

Udenrigsminister: Vi må starte en sand krig mod terrorismen

Retorikken bliver kun skarpere hos den israelske udenrigsminister Avigdor Liberman, der ikke er i tvivl om, hvem der står bag angrebet, selvom man endnu ikke kender gerningsmandens identitet.

- Det internationale samfund kan ikke stille sig tilfreds med erklæringer og demonstrationer imod denne terrorisme. Vi må kaste politisk korrekthed af os og uden kompromiser starte en sand krig mod islamisk terrorisme og dens årsager.

- Hændelserne i København understreger det, vi har sagt i årevis: At Israel og jøderne er de første til at opleve denne terrorisme, fordi vi er i frontlinjen i terrorismens krig mod Vesten og hele den frie verden, siger udenrigsministeren.