Vidne: Muhammedtegner gemte sig i kølerum

Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks søgte tilflugt i kølerummet under en skudepisode ved det københavnske kulturhus Krudttønden lørdag eftermiddag.

Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks søgte tilflugt i kølerummet under en skudepisode ved det københavnske kulturhus Krudttønden lørdag eftermiddag.

Det fortæller Helle Merete Brix fra Lars Vilks Komiteen, der selv var til stede under arrangementet. Hun beretter samtidig, at Lars Vilks forholdt sig roligt under skyderiet, der ifølge Ekstra Bladet stod på i omkring to minutter.

- Der er ingen, der synes, det er behageligt, når nogen forsøger at foretage et anslag mod en. Vi lå i kølerummet og holdt hinanden i hånden og sagde dårlige vittigheder. For hvad skal man ellers gøre i sådan en situation? Hans livvagter lavede et formidabelt arbejde, siger Helle Merete Brix til TV 2 News.

Flere øjenvidner beretter, at mindst en betjent er blevet ramt af skud i benet, men at det ikke så alvorligt ud.

- Der skulle være en civil, som er såret, og nogle betjente, som er lettere såret. Men det er stadig for tidligt at sige noget, siger Helle Merete Brix.