Nyheder

Video: Dramatik i minutter efter skyderi

-Jeg så en mand tage sin t-shirt af og lægge under hovedet på den dræbte.

Sådan siger fotograf Peter Bak, som var til stede under lørdagens møde på Krudttønden, da en mand trængte ind og affyrede skud, der kostede en 40-årig mand livet og sårede tre betjente.

Peter Bak var taget til dagens møde for at filme det af ren interesse. Men der opstod lydproblemer og til sidst droppede han at filme og satte sig bare til at lytte i stedet.

Nedenfor fortæller han til tv2.dk, hvad han oplevede lørdag eftermiddag. Peter Bak befinder sig i øjeblikket på politistationen Bellahøj sammen med ca. 30 andre vidner, hvor de venter på at blive afhørt af politiet.

I videoen øverst i artiklen, kan du se hans videoptagelser efter skyderiet. 

- Pludselig hørte vi skud, som vi ikke reagerede på at starte med. Det lød nærmest som om én kastede flasker i forhallen og det var først ikke noget, jeg tænkte over,

-Det går så langsomt og mærkeligt i sådan en situation. Nogle råber ”duk jer, duk jer”. Så kigger jeg rundt og begynder at forlade min stol. Der er sådan nogle stolper på kryds og tværs, som jeg skal forcere og kravle under og over. Så det var min kamp for at komme ud af bagdøren. Der løber jeg ud sammen med andre.

- Da jeg kommer ud kigger jeg lige på ham. Gerningsmanden. Og så dukker jeg mig bag nogle biler. Og så får jeg øje på Ina (en kvinde fra den kvindelige aktivistgruppe Femen red.). Hun ser helt forfærdet ud. Og jeg tænker, at jeg skal hjælpe hende væk. Jeg tager fat i armen på hende og skubber hende væk.

- Da jeg så på skudmanden, havde jeg på fornemmelsen, at han løb. Så jeg opfattede, at vi roligt kunne løbe den anden vej. At der ikke var nogen efter os. Så løber vi op på torvet. Og så, da pigerne er i sikkerhed, tænker jeg først. Fuck, det her skal jeg filme. Så jeg går tilbage og filmer med min iPhone – og så går jeg ind og henter mit kamera.

- Alle folk er sådan; Hvad sker der? Der er ingen truende stemning, bare forvirring.

- Så ser jeg den dræbte ligge der. Foran Krudttøndens facade. Han ligger mellem nogle biler. Der er flere, som er i gang foran ham. Jeg tror, han er skudt i hovedet. En mand tager sin t-shirt af og lægger under hovedet på ham. Først er der måske tre personer rundt om ham. Jeg løber rundt og filmer. Næste gang jeg kigger tilbage er der fem personer hos ham.

Det er ikke bekræftet, om personen er den 40-årige mand, der mistede livet ved skudattentatet, der betragtes som et terrorangreb.