Nyheder

Første gang i 13 år: Obama vil have folkets opbakning til krig

For første gang i 13 år har en amerikansk præsident anmodet om formel tilladelse fra Kongressen til at anvende militær magt.

Den officielle anmodning kommer fra Barack Obama, efter USA de seneste seks måneder har gjort brug af militær magt i krigen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Ifølge TV 2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz er det vigtigt for præsidenten at sende et signal til Islamisk Stat om, at befolkningen i USA står sammen i kampen mod terrororganisationen.

-Det er afgørende for Obama at vise over USA’s fjende Islamisk Stat, at i et demokratisk land som USA står man sammen uanset politiske forskelle, og at man er indstillet på at nedkæmpe totalitære regimer såsom IS, hvad enten man er demokrat eller republikaner.

- Han vil have folkets opbakning til den kamp, som allerede er startet, da det vil sende et stærkt signal til fjenden. Derfor går han nu til Kongressen, vurderer Jesper Steinmetz.

Anmodningen skete onsdag, hvor Barack Obama samtidig slog fast, at hvis Kongressen tillader anvendelsen vil det gøre USA til ’den stærkeste’ i kampen, og at ’Islamisk Stat kommer til at tabe’.

- Tag ikke fejl, det er en vanskelig mission, og det vil det være i nogen tid. Vores koalition er offensivt, ISIL er defensiv, og de kommer til at tabe.

Specialenheder kan komme i aktion

Sammen med vicepræsident Joe Bidden, udenrigsminister John Kerry og forsvarsminister Chuck Hagel skitserede Obama, hvad anmodningen nærmere bestemt går ud på. Her gjorde præsidenten det klart, at han vil fortsætte med ’systematiske og vedvarende luftangreb, støtte og træning til soldater på jorden og humanitær bistand'.

Med henvisning til den seneste anmodning til brug af militær magt, som kom fra den daværende præsident George W. Bush i 2002, meddelte præsidenten, at denne anmodning ikke kræver indsættelse af ​​landtropper i Irak eller Syrien

- Jeg er overbevist om, at USA ikke skal tilbage til endnu en krig på jorden i Mellemøsten. Det er ikke i vores nationale sikkerhedsinteresser, og det er ikke nødvendigt for at besejre ISIL, sagde han.

Dog giver forslaget militæret 'fleksibilitet' til at konfrontere 'uforudsete omstændigheder'-  potentielt ved at indsætte specialstyrker i regionen.

- Der kan være en mulighed for, at specialenheder skal i aktion. Vi har brug for fleksibilitet, men vi skal også være forsigtige. Jeg vil kun gøre det, når det er absolut nødvendigt for landets sikkerhed.

Muligheden for at sende specialenheder kan eksempelvis opstå, hvis man får oplysninger om en terrorcelle i Irak, som efterretningstjenesten her ikke selv kan udrydde.

- Hvis landets efterretningstjeneste ikke har midlerne til at udrydde en terrorcelle, så kan USA sende specialtropper ind på en helt målrettet mission for at tilintetgøre de her terrorister. Kampsoldater skal ikke tilbage. Den lektie har man lært, siger TV 2’s Jesper Steinmetz.