Partierne ønsker reglerne for overvågning strammet

Et flertal af partierne på Christiansborg er stærkt utilfredse med, at fjernsyn fra Samsung kan lytte med på de private samtaler i dagligstuen.
Alle it-ordfører som tv2.dk har været i kontakt med ønsker stramninger i de nuværende regler. Partierne kræver nu at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S) træder ind i sagen.

De stemmestyrede såkaldte smart-tv nøjes nemlig ikke med at lytte, når dets ejer siger "skru op" eller "skift til TV 2", men også når der tales privat i stuen eller soveværelset.

Således står der i policen for virksomhedens smart-tv, at "hvis (...) talte ord indeholder personlig eller anden følsom information, vil den information være at finde i de data, der bliver opfanget og sendt videre til tredjepart," skriver Berlingske.

Socialdemokraternes it-ordfører Karin Gaardsted.
Socialdemokraternes it-ordfører Karin Gaardsted. Foto: Scanpix

Socialdemokraterne kræver svar fra ministeren
Socialdemokraternes it-ordfører Karen Gaardsted har nu skrevet til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) for at høre, hvordan man kan sikre borgernes rettigheder overholdes.

- Jeg har skrevet til ministeren og bedt ham komme med et svar på, hvordan vi undgår af folk bliver overvåget, siger hun til tv2.dk.

Enhedslistens it-ordfører Stine Brix. Arkivfoto fra Scanpix.
Enhedslistens it-ordfører Stine Brix. Arkivfoto fra Scanpix. Foto: Scanpix

Enhedslisten foreslår ændring i persondataloven
Enhedslisten raser voldsomt over, at Samsungs intelligente fjernsyn lytter med og videreleverer lydoptagelserne til en tredjepart.

- Der skal strammes op på reglerne på det her område. Enhedslisten foreslår, at vi tager stilling til, om vi skal ændre i persondataloven, der sidst blev opdateret i 2001, siger partiets it-ordfører Stine Brix til tv2.dk.

Enhedslisten mener helt fundamentalt ikke, at man skal kunne sælge de oplysninger, eksempelvis Samsungs intelligente fjernsyn indsamler.

- Der er et stykke arbejde i gang i EU sammenhæng. I den forbindelse er man allerede i gang med at sikre forbrugernes rettigheder, fortæller Stine Brix og forsætter:

- Det er fornuftigt, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) kigger på sagen. Men jeg mener også, at justitsministeren skal ind i billedet og forholde sig til, om man skal modernisere eller opdatere persondataloven for at sikre privatlivets fred.

Enhedslisten kritiserer endvidere, at man som forbruger, som loven er i dag, ofte giver samtykke til, at ens personlige data bliver givet videre, fordi man skriver under på et juridisk dokument eller sætter flueben i et vindue på internettet, hvor man giver virksomhederne ret til at hente personlig information om forbrugeren.

- Der er mange forbrugere, der ikke kan forstå brugsmanualer, juridiske dokumenter og rettigheder. Teksterne er ofte lange og på engelsk - det skal vi have lavet om på, siger hun.

Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen.
Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen. Foto: Scanpix

Venstre kræver, at justitsministeren forholder sig til sagen
Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder det skræmmende, at Samsungs fjernsyn optager lyde.

- Det er skræmmende. Vi er mange, inklusiv undertegnede, der har et tv fra Samsung derhjemme. Det krydser enhver grænse for privatlivets fred. Det er en sag, der faktisk skal videre til justitsministerens bord, jeg ønsker at vide, om de lydoptagende fjernsyn ikke allerede overtræder dansk lovgivning på området, siger han.

Michael Aastrup Jensen sender nu paragraf 20 spørgsmål af sted til både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og justitsminister Mette Frederiksen.

- Jeg ønsker klarhed om, om det kun er Samsung, eller om der er andre tv-leverandører, der overvåger ved at optage lyd - altså hvor udbredt problemet er. Og sidst men ikke mindst – hvad kan vi gøre for at stoppe det.

Dansk Folkepartis it-ordfører Dennis Flydtkjær.
Dansk Folkepartis it-ordfører Dennis Flydtkjær. Foto: Scanpix

Dansk Folkeparti kalder sagen komplet vanvittig
Det tangerer til at være komplet vanvittigt. Det er meget grænseoverskridende og bør ikke være lovligt.
Så direkte er meldingen fra Dansk Folkepartis it-ordfører Dennis Flydtkjær:

- Først vil jeg undersøge, om den gældende lovgivning er overskredet, og hvis den er det, så må vi se, hvordan vi kan sætte en kæp i hjulet.

Dansk Folkeparti sender nu også spørgsmål til begge ministre.

- Jeg vil stille paragraf 20 spørgsmål til begge parter.Det er ikke nok at advare forbrugerne om, at fjernsynene kan overvåge.

Socialistisk Folkpartis it-ordfører Steen Gade.
Socialistisk Folkpartis it-ordfører Steen Gade. Foto: Scanpix

Socialistisk Folkeparti
SF kræver, at det fremgår meget tydligt i brugermanualen til et smart-tv, hvis det lyd- eller videooptager - samt hvad optagelserne skal bruges til.

-  SF vil nu spørge erhvervs- og vækstminister Henrik Sass (S) om han tage initiativ til lave nogle nye regler for virksomheder - siger Steen Gade, SFs it-ordfører, til tv2.dk og fortsætter:

-  Man regner med, at vi på mange områder de kommende år vil benytte kommando og genkendelse af stemmen som adgangsbillet til at låse sin dør op, åbne sin bil osv. Derfor vil jeg bede minister Henrik Sass Larsen (S) om en analyse af de problemer der vil opstå, når den her teknologi udvides.

Liberal Alliances it-ordfører Mette Bock. Arkivfoto fra 2014.
Liberal Alliances it-ordfører Mette Bock. Arkivfoto fra 2014. Foto: Scanpix

Liberal Alliances vil bekæmpe al overvågning af borgere
-
Liberal alliance er et parti der i den grad prøver at bekæmpe den stigende overvågning på alle leder og kanter. Det undrer mig, at det overhovedet kan være lovligt, at det her kan finde sted, siger partiets it-ordfører Mette Bock til tv2.dk.

- Vi er nødt at stille erhvervs og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) spørgsmålet om lovmedholdeligheden i den her sag om Samsungs stemmestyrede fjernsyn, siger Mette Bock og understreger til sidst:

- Hvis det viser sig, at det faktisk finder sted inde for lovens rammer, så må vi arbejde på at få ændret den lov. Borgerne har jo en grundlovssikret ret til privatliv.

Mette Bock (LA) stiller sig i rækken af it-ordfører, der vil stille paragraf 20 spørgsmål til både justitsminister og erhvervs- og vækstministeren.

Radikales it-ordfører Jeppe Mikkelsen
Radikales it-ordfører Jeppe Mikkelsen Foto: Scanpix / Katrine Emilie Andersen

Radikale Venstre vil have EU med, hvis det er muligt

- Jeg er glad for, jeg ikke har et Samsung TV. Sådan siger Radikales it-ordfører Jeppe Mikkelsen til tv2.dk. Han vil se på om lovgivningen beskytter danskerne mod at blive overvåget.

- Vi skal selvfølgelig ikke tilbage til stenalderen, men vi skal have en drøftelse om, hvor grænsen skal gå. Jeppe Mikkelsen er ikke afvisende overfor at lovgive nationalt, men han ser helst, at sagen bliver taget op i EU.

- Det er vigtigt, vi tager den på EU-plan, for det giver væsentligt større handlekraft, siger den radikale ordfører.

De Konservative har ikke ønsket at udtale sig i sagen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Mette Frederiksen (S) eller erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).