Sidste chance for at købe klippekort i hovedstaden

Til midnat søndag er en æra slut.

Hovedstaden var pioner med indførelsen af klippekort i 1975 og 40 år senere går København igen forrest - denne gang med afskaffelsen af papkortet med de 10 klip.

Det skal nemlig erstattes af rejsekortet.

Klippekort fik forlænget livet

Faktisk skulle klippekortet have været en saga blot for de københavnske pendlere allerede for halvandet år siden. Men problemer med rejsekortet betød, at man måtte læne sig op ad den gamle kending lidt endnu. Klippekortet fik kunstigt åndedræt i flere omgange, men 8. februar 2015 vil for tid og evighed stå på kortets gravsten.

- Vi er sikre på, at problemerne er løst, og vi er helt trygge ved at gå over til rejsekortet, siger Christian Vennelyst, der er chef for salg og marketing i DSB.

I resten af landet er der endnu ikke sat en udløsdato på klippekortene, og også i København vil man kunne bruge dem frem til 30. juni, hvis man har en stak liggende. Til den tid fjernes de gule automater, man bruger til at klippe kortene, og har man til den tid stadig klippekort til overs, kan de refunderes.

Men til midnat på søndag bliver de altså hevet ud af automater, kiosker og supermarkeder.

Rejsekort sælges som varmt brød

Klippekortets svanesang har imidlertid ikke resulteret i en sidste, glorværdig optur for klenodiet. Christian Vennelyst fortæller, at der ikke er registreret nogen opsigtsvækkende hamstring på kortene - derimod har deadlinen ført til en stor stigning i salget af det blå rejsekort.

- Siden starten af året har vi solgt over 10.000 rejsekort om ugen og vi var over 12.000 i sidste uge, og langt de fleste af dem er i hovedstaden. Det er rekordstort salg, fortæller han.

Rejsekort er dog ikke den eneste måde at rejse på fremover. Kontantbilletter sælges som tidligere, og hvis man ikke kan opgive tanken om et 10-turskort, kan det købes elektronisk via mobiltelefon.

I alt har næsten 1,1 million danskere anskaffet sig et rejsekort.