Disse danske iværksættere kan blive den næste milliardsucces

Fitnessappen Endomondo blev i går aftes solgt til den amerikanske sportsgigant Under Armour for 87,5 mio. dollar (ca. 570 mio. kr.). Dermed kulminerede næsten otte års vækstrejse for Mette Lykke og de to andre stiftere, der bliver forgyldt af salget.

Frasalget af Endomondo er godt nyt for det danske iværksættermiljø, der efter et par hårde år i kølvandet på finanskrisen atter er kommet i de internationale investorers og virksomheders søgelys.

Ifølge Mette Lykke skal man især holde øje med vinappen Vivino. 

- Vivino er i hvert fald en app, som har rigtig godt gang i den, og som ejer en kategori inden for vin. Så den kunne godt være et bud, siger Mette Lykke til TV 2 Nyhederne. 

Følgende virksomheder, der alle er startet af danskere, stormer i øjeblikket frem rundt omkring i verden og har potentiale til at blive den næste milliardsucces.

Trustpilot: Hjemmeside hvor brugere kan anmelde virksomheder

Trustpilot blev stiftet af Peter Holten Mühlmann i Aarhus tilbage i 2007. Otte år senere har den i dag 250 mand store virksomhed kontorer i København, London og New York, mens flere millioner brugere hver dag skriver anmeldelser på Trustpilot. Selskabet har indtil videre rejst mere end 250 mio. kr. i risikovillig kapital til vækst fra bl.a. den schweiziske fond Index Ventures, der tidligere har investeret i Facebook. Trustpilot har meldt ud, at man jagter en børsnotering i USA i 2016. Virksomheden er imidlertid flere gange blevet anklaget og kritiseret for at hjælpe firmaer, der er kunder hos Trustpilot, med at få gode anmeldelser. 

Autobutler: Værkstedsportal der sender brugernes bilreparationer i udbud

Synes du, det er dyrt, tidskrævende og uoverskueligt at få repareret din bil? Autobutler har siden 2010 gjort det muligt for bilejere at sætte deres reparation i udbud hos flere hundrede autoværksteder. Virksomheden, der drives af de to stiftere Christian Legêne og Peter Michael Oxholm Zigler, har i dag 60 ansatte i Danmark, Tyskland og England og samarbejder desuden med Ebay. Autobutler har rejst ca. 75 mio. kr. i risikovillig kapital fra en investorklynge, der bl.a. består af Just-Eat-stifter Jesper Buch og den svenske venturefond Creandum, der er medejer af musiktjenesten Spotify. Autobutler vil på børsen i London eller New York senest i 2017. 

Vivino: App hvor brugere kan anmelde og dele vinoplevelser

Vivino er verdens mest downloadede vinapp med syv mio. aktive brugere. Stifter og topchef Heini Zachariasen pendler i dag mellem hovedsædet på Islands Brygge i København og kontoret i San Francisco, da USA er Vivinos vigtigste marked. I sommeren 2013 fik Vivino en af de største enkeltstående kapitalindsprøjtninger for en dansk iværksættervirksomhed, da man modtog 60 mio. kr. fra danske og internationale investorer – heriblandt Janus Friis, medstifter af Skype.

Allunite: Gratis reklamefinansieret Wi-Fi

Allunite har blot eksisteret i halvandet år, men leverer allerede gratis reklamefinansieret Wi-Fi til erhvervskunder som supermarkeder og caféer i omkring 50 lande. Allunite er startet af serieiværksætterne Kasper Gevaldig og Esben Elmøe, der var med til at føre Stylepit på børsen. De 70 ansatte arbejder hovedsageligt fra København, og investorkredsen tæller bl.a. Coop og Hummel-ejer Christian Stadil.

Sitecore: It-komet med global dominans

Sitecore er blandt de suveræne markedsledere inden for såkaldt content management systems (CMS). Den 795 mand store virksomhed blev startet tilbage i 2001 af bornholmeren og it-nørden Michael Seifert, der i dag bor og arbejder i San Francisco. Sitecore har kontorer flere steder i verden og kommer i år til at runde 1 mia. kr. i omsætning og leverede i regnskabsåret 2013/2014 et driftsresultat på 115,5 mio. kr. Facebook-investoren Technology Crossover Ventures fra Silicon Valley blev i 2011 indlemmet i selskabets ejerkreds, og Michael Seifert sagde i slutningen af sidste år i et interview med Børsen, at en børsnotering af Sitecore er en mulighed.

Unity Technologies: Ombejlet digital spiludvikler

Unity Technologies, der startede i København i 2004, har udviklet en platform, der i dag er blandt de mest brugte inden for spiludvikling til pc’er tablets og smartphones. Spilgiganten Blizzard, der bl.a. står bag World of Warcraft, er blandt dem, der gør brug af Unitys teknologi. Virksomheden med mere end 470 ansatte har i dag flere prominente amerikanske investorer i ryggen, men de to medstiftere David Helgason og Joachim Ante har hver især stadig en større aktiepost. Ifølge flere amerikanske medier takkede Unity Technologies nej til et tilbud fra Amazon på 650 mio. dollar i 2013, og sidste år skulle it-giganter som Google ligeledes have vist interesse for selskabet.