Christiania-uro i S: - Nej til postnummer-apartheid

Uroen ulmer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, efter at TV2.dk forleden kunne fortælle, at regeringen samt støttepartierne SF og Enhedslisten er klar til at give en 100 procents statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania, så de igen kan låne penge i landets realkreditinstitutter.

- Vi skal have et land i balance, og derfor er der ikke nogen, der skal have særbehandling, lyder det blandt andet fra Bjarne Laustsen, der er valgt for Socialdemokraterne i Nordjylland, på vej ind til torsdag morgens gruppemøde.

- Der er det, jeg kalder postnummer-apartheit – at der er postnumre i Danmark, der har svært ved at få et kreditforeningslån. Og hvis man så siger til andre; vi hjælper jer med at give jer en 100 procents statsgaranti, så er spørgsmålet selvfølgelig, om vi har et land i balance.

Også Orla Hav, der er partiets landbrugsordfører fortæller til Politiken, at han er 'lodret imod' forslaget om en 100 procent statsgaranti til fristaden.

- Jeg støtter at vi behandler vores land, så der kan bo mennesker alle steder, siger han.

Intet er besluttet
Partiets gruppeformand Leif Lahn understreger på vej ind til gruppemødet, at den endelige beslutning om en statsgaranti endnu ikke er truffet.

- Der er ikke besluttet noget som helst, siger han.

- Vi går selvfølgelig ind, som vi altid gør i gruppen, og diskuterer det her.