Nyheder

20 danske piger hængt ud med nøgenbilleder på hævn-side

På en stor international side med hævnporno findes der nøgenbilleder af 20 piger, som siden hævder er danske. Siden skriver pigernes fulde navn, alder og den by, de kommer fra.

Metroxpress fandt uden problemer to af de navngivne piger på Facebook, og de er langtfra de første, der har opsporet dem på den måde.

- I juli fik jeg en sms fra en mand, der havde set nøgenbilleder af mig på nettet, og han havde efterfølgende fundet min Facebook-profil og mit mobilnummer, siger 27-årige Mia, der ønsker at være anonym.

Hun oplever jævnligt, at mænd skriver til hende. Senest i juleferien. De skriver for at fortælle, at Mia er lækker, og de vil gerne have flere billeder. I alt har 32.446 mennesker været inde og kigge på billederne, der ligger der mod hendes vilje.

29-årige Ane har haft samme oplevelse, og her tog den, der kontaktede hende, skridtet videre.

- Min afpresser skrev direkte, at hun ville ødelægge mit liv, hvis jeg ikke sendte nye billeder.

Begge kvinder har skrevet til siden for at få deres billeder slettet, men det kan de ikke.

- Det er begrænset, hvad vi kan gøre. Når billederne først er kommet på nettet, så ligger billederne ikke bare på en enkelt pornoside, og så er det som udgangspunkt helt umuligt at få dem væk igen, siger Lars Jung, efterforskningsleder for personfarlig it-kriminalitet ved Østjyllands Politi.

Ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress har hver fjerde dansker mellem 18 og 39 år sendt nøgenbilleder af sig selv til andre, og otte procent har oplevet, at billederne er blevet delt mod deres vilje.

Metroxpress har forgæves forsøgt at kontakte hjemmesiden med hævnporno.

Hævnporno

- 27 procent mellem 18 og 39 år svarer ja til, at de på et tidspunkt har videregivet et eller flere nøgenbilleder eller videoer af sig selv til en kæreste.

 - 8 procent i alderen 18-39 år svarer ja til, at deres billeder eller videoer er blevet delt uden deres tilladelse.

Kilde: 1.027 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet har svaret i perioden 23.-25. januar 2015.