Nyheder

Med venner som disse…

Om rabiate stemmer på begge sider af den tyske flygtningedebat

Der var tale om et såkaldt ”anti-racistisk adventsbesøg”, da ukendte aktivister en lørdag i slutningen af november brød ind i Monika Herrmanns hjem, overklæbede væggene med billeder af overfyldte flygtningeskibe og spraymalede hilsner som ”Ho, Ho” og ”God Jul”. De ubudne gæster havde også efterladt en stabel tomme flyttekasser og et manifest, hvor de gjorde det klart, at de ikke ville glemme ”gerningsmændene og brandstifterne bag den umenneskelige asylpolitik”.

Det hører med til historien, at Monika Herrmann er borgmester i Berlin-bydelen ”Friedrichshain-Kreuzberg”, hovedstadens multi-kulturelle epicenter, kendt for sit brogede gadeliv og afslappede omgangstone, og siden 1970-erne en bastion for dem, der drømte om et alternativt, antikapitalistisk og mere solidarisk samfund. Friedrichshain-Kreuzberg er De Grønnes højborg, her sidder de på borgmesterposten, og derfor er Monika Herrmann på ingen måde det typiske fjendebillede i debatten om asylpolitik og indvandring. Igennem lange og seje forhandlinger var det lykkedes hende at finde en løsning på en konflikt, der ellers var gået i hårdknude:

Flere hundrede hovedsageligt afrikanske asylansøgere havde opslået en protestlejr på et af bydelens torve med krav om at få lov at blive, og ikke, som EU-retten ellers foreskriver, risikere at blive sendt retur til det land, hvor de først kom i land, som regel Italien eller Spanien. Monika Herrmann fik skaffet dem tag over hovedet, og da medlemmer af gruppen i stedet besatte en tidligere skolebygning, arbejdede hun for at de fik tilbudt alternative opholdsmuligheder.

Alligevel blev Monika Herrmann hængt ud af de anonyme aktivister som en del af den borgerlige ”velstands-elite” og fik altså raseret sit hjem ved det såkaldte ”antiracistiske advents-besøg”. Beskeden var klar. Skrid, du hører ikke hjemme her!

I de seneste måneder har det officielle Tyskland været opskræmt af Pegida-fænomenet, de fremmedfjendske og islam-forskrækkede mandags-demonstranter, som mener, at indvandrere og flygtninge udgør en trussel mod det tyske folk og kultur. Et skræmmebillede på et fremmefjendsk og intolerant Tyskland med ”had i hjertet”, som forbundskansler Merkel advarede om i sin nytårstale, og som uge efter uge har optaget avisspalter og TV-sendeminutter.

Men over for mandagsbevægelsen står altså en mindst ligeså rabiat gruppe af selvbestaltede flygtningevenner, hvis verdensbillede ikke er mindre forenklet.

- Opholdsret til alle, ingen mennesker er illegale, lyder et af de faste slagord, som mod-demonstranterne forsøger at overdøve de islam-kritiske demonstrationstog med.

Opholdsret til alle? I sin yderste konsekvens må det jo for flygtningevennerne betyde opløsningen af asylbegrebet. For hvis man alligevel har ret til at opholde sig, hvor man har lyst, hvorfor så besværet med en asylsag? Ingen mennesker er illegale, altså er der ingen grund til at skelne mellem ”illegale indvandrere” og de, der har lovligt ophold. Om man er politisk forfulgt eller  på flugt fra fattigdommen, det er alt sammen blot en bureaukratisk foranstaltning, opfundet af ”velstands-eliten”, der har sit på det tørre, lyder argumentationen fra flygtningevennerne.

Opholdsret eller ej, så er netop det multikulturelle, rød-grønne Friedrichshain-Kreuzberg blevet et af brændpunkterne for en udvikling, som også præger andre europæiske storbydistrikter. Bydelen er blevet et trækplaster for især afrikanske asylansøgere. Og mens velmenende netværk af flygtningevenner holdt vagt ved teltlejren på Oranienplatz og senere ved den besatte Gerhart Hauptmann-skole, så voksede antallet af afrikanske hash- og narkodealere i den nærliggende Görlitzer Park.

Den konstante løben spidsrod mellem sælgerne, fundet af kokain indsvøbt i sølvpapirskugler på en af legepladserne, et knivstikkeri og konstante politi-razziaer har sat Kreuzberg-tolerancen og det gode naboskab på en hård prøve. Borgmester Monika Herrmanns bydel er i manges øjne blevet et afskrækkende eksempel på det multietniske Tyskland, som Pegida-demonstranterne tager afstand fra men selv regel ikke selv har været konfronteret med. De kender problemet fra det, de eller fordømmer som ”Løgnepressen”: De har læst om ”parallelsamfund i Ruhr-distriktet”, de har hørt om ”religionskrig” mellem Salafister og Jesider i Hamborgs gader, de har set reportager om IS-frivillige fra fredelige Wuppertal, og de har set tv-debatter om narkosalget i Görlitzer Park.

Netop situationen i Görlitzer Park er ifølge de anonyme ”advents-besøgere” endnu et eksempel på, hvordan borgmester Herrmann er faldet flygtningene i ryggen. Hun har med udtalelser om sin egen angst, når hun cyklede gennem parken, ”fremmet kriminaliseringen af fattigdom og indvandring” i stedet for at påpege, at de afrikanske narko-handleres aktiviteter bundede i ”ren nød og en forfejlet flygtningepolitik”.

Adventsbesøget i hos Friedrichshain-Kreuzbergs borgmester resulterede i, hvad der må betegnes som politisk motiveret hærværk og er på sin vis billigt sluppet i forhold til sidste sommer, da løbeblade med slagordet ”den næste kugle er til Herrmann” kunne ses på lygtepæle i bydelen. På et andet blev borgmesteren afbildet i samme positur som arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer, som i sin tid blev bortført af terrorgruppen RAF. Schleyer endte som bekendt med at blive henrettet af terroristerne.

Med flygtningevenner som disse, hvem har så brug for Pegida?