Jakob fik en idé – den fyldte hans have og et lager med 27 tons nødhjælp

16x9
Flere hundrede kasser fyldt med tøj til flygtninge i Ukraine Foto: Privatfoto

En have i den lille by Hårlev på Sjælland har de seneste måneder været genstand for hektisk aktivitet. Sorte plastsække fyldt med sammenfoldede her

En have i den lille by Hårlev på Sjælland har de seneste måneder været genstand for hektisk aktivitet.

Sorte plastsække fyldt med sammenfoldede herrebukser, vinterjakker, bluser, kjoler – nogle af dem endda nystrøgede – sko, tæpper, dyner og soveposer er en efter en blevet afleveret i et hurtigt voksende bjerg. Et bjerg af hjælp til flygtninge i nød.

For mens EU’ 27 udenrigsministre torsdag mødes til et hasteindkaldt møde i Bruxelles om situationen i Ukraine, er Ukraine også omdrejningspunktet for flere måneders frivilligt arbejde 883 kilometer derfra på et lager i Ballerup ved København i Danmark.

Her er cirka 25 frivillige nemlig lige nu ved at organisere 10 tons nødhjælp, der skal gøre livet for de mange ukrainere, der er flygtet fra hus og hjem, bare en lille smule nemmere.

Foto: Privatfoto

Fem til seks nye sække med tøj hver dag
Det hele startede som en lokal indsamling blandt en lille skare frivillige i lokalsamfundet, da Jakob Knudsen – der er en af de frivillige - ville give herboende ukrainere fra foreningen "Hjælp ukrainske børn" en hånd med deres indsamling af nødhjælp til Ukraine.

- Mine unger delte løbesedler ud i lokalområdet i Hårlev, hvor vi bor, og så væltede det ind med tøj. Jeg har i flere måneder haft et telt stående i haven, hvor folk har kunnet aflevere plastsække med tøj – hver dag er der fem til seks nye sække med tøj, siger han til tv2.dk.

Men de flittige indsamlere stødte hurtigt panden mod en mur - ikke i forhold til at indsamle tøj, for det går over al forventning, men i forhold til at skaffe penge til transport. Derfor har en stor del af tøjet siden været opmagasineret på en gård i Hårlev og i et tomt lagerlokale i en virksomhed i Vallensbæk. 

- Vi har prøvet at skaffe penge til at kunne transportere de mange kasser af sted siden september, siger han til tv2.dk.

Foto: Privatfoto

Lille indsamling blev til 27 tons nødhjælp
Fire måneder senere er de mange indleverede plastsække indtil videre blevet til 27 tons nødhjælp bestående af tøj, sko, tæpper, soveposer, dyner og hospitalsudstyr til de mange mennesker, der er flygtet i kølvandet på de prorussiske separatisters hærgen i det østlige Ukraine.

Med hjælp fra Mærsk lykkedes det i oktober at sende den første container med 10 tons nødhjælp af sted til Ukraine. Og lige nu er de frivillige ved at gøre sig klar til at kunne læsse endnu en Mærsk-doneret container med 10 tons nødhjælp.

Containeren ankommer fredag og skal være læsset inden mandag morgen, før den – hvis alt går vel – i næste uge om bord på et skib sætter kursen med havnebyen Odessa, hvor tøjet skal fordeles dels til Kiev og dels til byen Mariupol, hvor separatisterne i weekenden indledte en voldsom offensiv.  

- Men en container er en måned undervejs, og flygtningene har lige nu hårdt brug for vintertøj. Derfor har vi sideløbende startet en privat indsamling, og vi har nu nok penge til at betale for en lastbil fra Ukraine, der i februar henter alle kasserne med vintertøj og kører direkte tilbage til Ukraine, siger Jakob Knudsen.

Frivillige lægger tøj sammen og fordeler i de rigtige kasser
Frivillige lægger tøj sammen og fordeler i de rigtige kasser Foto: Privatfoto

Doneret tøj er vasket og strøget
Hvert eneste stykke tøj i hver eneste plastsæk i bjerget af doneret tøj i Jakob Knudsens have er af de cirka 25 frivillige fra foreningen "Hjælp ukrainske børn" blevet gennemgået, sorteret, fordelt, pakket og omdannet til organiserede rækker af over tusinde flyttekasser på lageret i Vallensbæk.

Hver eneste kasse er udstyret med et mærkat med teksten ”Women clothes” eller ”Children’s shoes” – alle klar til at blive sendt derhen, hvor folk trænger.

- Det donerede tøj er virkelig fint – det er nyvasket, pænt lagt sammen og endda i mange tilfælde strøget. På noget af kvindetøjet sidder der faktisk stadig prismærker, og mange af tæpperne har aldrig været pakket ud. Det er meget, meget sjældent, jeg finder noget, som vi ikke kan sende af sted, siger Jakob Knudsen.

Den store velvilje blandt danskerne er kommet voldsomt bag på ham:

- Jeg husker især en donation. Det var fra en familie med fem børn her fra Hårlev. De afleverede 23 plastsække med børnetøj med en bemærkning om, at nu skulle de jo ikke have flere børn, så det kunne jeg jo så få. De var virkelig søde.

Han understreger dog samtidig, at de frivillige også modtager meget tøj fra herboende ukrainere.

- Vi får endda tøj fra herboende russere, som ikke synes, at dét, der foregår i Ukraine, er i orden, siger han.

Foto: Privatfoto

- Jeg kan ikke lade være
De frivillige samarbejder med et af de største flygtningecentre, Frulovskaya, i Kiev i Ukraine, der distribuerer tøjet ud til dem, der har hårdest brug for det: Børnehjem i provinsen og de mange flygtninge fra blandt andet Mariupol, Donetsk og flere andre byer i det østlige Ukraine.

Lederen af flygtningecenteret, Lesia Litvinova har netop været på besøg i Danmark til en snak om, hvilken nødhjælp, der fremadrettet er brug for. For når vinteren går på hæld, starter et nyt arbejde med midlertidigt at genhuse de mange flygtninge i blandt andet sommerhusområder, der ligger omkring Kiev.

- Der er 1,2 millioner flygtninge, så vi fortsætter selvfølgelig med at indsamle tøj. Men vi giver os formentlig også snart i kast med at indsamle de mest nødvendige møbler som senge, borde og stole – lige nu er det dog alt for koldt til at flytte de mange flygtninge ud i sommerhuse, da der er lukket for strømmen.

Jakob Knudsen arbejder til daglig som HR-konsulent i en kommune. Han er gift og har to børn. På spørgsmålet om, hvorfor han bruger al sin fritid på at indsamle nødhjælp til Ukraine, lyder svaret:

- Jeg kan ikke lade være. Jeg har rejst i Ukraine og har venner, der er flygtet fra Donetsk. Jeg kan ikke lade være.

Du kan følge de frivilliges indsamlingsarbejde på Facebook og på foreningen "Hjælp ukrainske Børns" hjemmeside.

Har du planer på fredag? Ellers har jeg en bøn. Vi skal have læsset ca. 500-600 flyttekasser på en 40 fods container som...

Posted by Jakob Knudsen on Monday, January 26, 2015

 

Mød de frivillige i TV 2's nyhedsudsendelse kl. 22

TV 2 besøger i aften de mange frivillige fra foreningen "Hjælp ukrainske børn," der er i gang med at forberede fredagens arbejde med at læsse en Mærsk-doneret container med over 650 flyttekasser.

Du kan møde de frivillige og få et indblik i nødhjælpsarbejde på TV 2 NEWS og i TV 2's nyhedsudsendelsen 22Skammelsen.