Nyheder

Italien leder efter ny præsident

Han må ikke være for partipolitisk eller markant. Men meget gerne en samlende landsfaderfigur. Og så skal han være mindst 50 år. Og jo, i princippet må han godt være en kvinde, men sandsynligheden i den virkelige verden er ikke stor.

Italiens parlament går torsdag kl. 15 i gang med at stemme om en ny præsident, og valget er vigtigt for landets sammenhængskraft i en økonomisk svær tid.

Den afgåede Giorgio Napolitano var træt, da han vinkede farvel for to uger siden. Han fylder også 90 til sommer og har siddet på posten i ni år. Nu kunne han ikke mere.

Men hans afløser er ikke nem at finde og bliver det næppe på de første tre stemmerunder, hvor der kræves 2/3 flertal. Fra fjerde stemmerunde ser det lysere ud. Her skal der kun simpelt flertal til, og ifølge italienske medier vil det give et resultat på lørdag.

Men premierminister Matteo Renzi bruger lige nu alle sine vågne timer på at finde et navn, der kan skaffe opbakning fra halvdelen plus en, altså 505, af de 1009 stemmeberettigede. Renzi forhandler først og fremmest med højrefløjens grand old man, Silvio Berlusconi, som kontrollerer mange stemmer.

Men han har også brug for velsmurte tungebånd over for sine egne folk i Partito Democratico, hvor en ordentlig klump er obsternasige. En del forventes således at stemme mod partilinjen.

Præcis sådan gik det, da parlamentet forgæves forsøgte at vælge tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi for to år siden. Det var derfor Napolitano endte med at tage to år mere end de syv, som præsidenten normalt sidder.

Italiens præsident har begrænset og mest ceremoniel magt. Og så alligevel. Han underskriver love og har dermed vetoret, hvis han eksempelvis mener, at lovgivningen er forfatningsstridig. Han udskriver nyvalg og hjælper med regeringsdannelser, og det giver ham stor magt i situationer med politisk kaos.

Således var det Napolitano, der i 2011 smed Silvio Berlusconi ud af regeringspaladset og indsatte en tekniker, da finansmarkederne havde mistet tilliden til Berlusconi, og renten tog på himmelflugt.