Nyheder

72-årige Tove nyder at narre telefonsvindlere

72-årige Tove Kjær-Hansen fra Albertslund har taget kampen op med udenlandske telefonsvindlere. Hun har besluttet sig for at køre en regulær udmattelseskrig mod svindlerne for at stjæle deres tid, så de ikke kan svindle andre mennesker i mellemtiden. Svindlerne udgiver sig for at være fra Microsoft, og de vil gerne opnå at få kontrol over ofrets computer, men det har Tove Kjær-Hansen gennemskuet.

- Jeg ved, de snyder nogle mennesker. De skal nå at ringe til rigtig mange, før der er en der går i fælden. Jeg kan bruge deres tid. Mens de taler med mig, stjæler de ikke for nogen andre, siger hun til TV 2 Lorry.

Tove Kjær-Hansen har nu specialiseret sig i at bruge svindlernes tid. Et af hendes tricks er at skyde skylden på en langsom computer. Hun lader som om, at hun gør som svindlerne siger, men hun tænder aldrig sin computer.

- Jeg siger, min computer er længe om at starte op. Så lægger røret fra mig, og så kan jeg lave noget andet imens. Efter ti minutter råber de ma’am, ma’am. Så tager jeg røret og siger, at computeren er klar til brug.

Næste skridt en række planlagte misforståelser og forsinkelser. Og så handler det om at slå sine egne rekorder.

- Der går lidt sport i det. Det første jeg gør, når jeg hører det er dem, så skriver jeg starttidspunktet ned. Så ved jeg, hvor lang tid der er gået.

- I starten kunne jeg kun klare det i 20-25 minutter. Men nu er min personlige rekord 1 time og 16 minutter.

Tove Kjær-Hansen har et klart formål med sin fritidsbeskæftigelse:

- Hvis jeg beskæftiger dem længe, så skåner jeg andre for at blive bestjålet.