Nyheder

Demonstrant: Derfor er jeg imod ekstrem islam

Både i København, Århus og Esbjerg er der her til aften demonstrationer mod fundamentalistisk islam. Det er organisation Pegidadk, der lægger sig under den tyske organisation PEGIDA, der har arrangeret demonstrationerne i København og Århus. PEGIDA står for Patriotiske Europæere imod en islamisering af Vesten.

Eva Sonnenborg er den af de demonstranter, der i aften vil møde op ved Statens Museum for kunst og gå i fakkeltog mod Den Lille Havfrue.

- Jeg synes, det er vigtigt at gå ud og ytre sin mening og bruge sin demokratiske ret til at demonstrere mod noget, som man er utilfreds med. Jeg er utilfreds med, at der er for mange, der bliver ekstreme, siger Eva Sonnenborg til TV 2.

Ifølge Eva Sonnenborg er der intet fremmehad i forbindelse med demonstrationen i aften.

- Jeg er ikke fremmedhadsk, fordi jeg demonstrerer mod ekstreme islamister. Det har intet med racisme eller nazisme at gøre, siger hun til TV 2 NEWS.

PEGIDA blev dannet som organisation i Dresden i Tyskland i oktober 2014. Ifølge Moritz Schramm, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og med speciale i tysk indenrigs- og integrationspolitik er det paradoksalt at organisationen blev dannet netop i den by.

- Det paradoksale er, at der faktisk er meget få muslimer i Dresden. Mit bud er, at det lige så meget handler om, at borgerne er vrede over den økonomiske krise og det politiske landskab i Tyskland. Mange føler sig overhørt, siger han til tv2.dk.

Moddemonstrationer i alle tre byer

I alle tre byer vil der være moddemonstrationer her til aften. I København er det gruppen "Revolutionære antifascister" der står bag moddemonstrationen. I Aarhus er moddemonstrationen arrangeret af "Aarhus For Mangfoldighed".

I Esbjerg er aftenens demonstrationer ikke arrangeret af Pegidadk, men af tre andre grupper mod islamisering af Vesten. "Stop Islamisering af Danmark, SIAD", "Nej til kriminelle indvandrere og islam" og "Frit Danmark". Her er moddemonstranterne fra gruppen "Esbjerg mod fremmedhad."

Her finder demonstrationerne sted.

København:

Pegidadk mødes i København ved Statens Museum for kunst klokken 18 og forventes at demonstrere en time frem. Du kan finde linket til begivenheden her. I København finder moddemonstrationen "Demonstration mod PEGIDA-DK" sted klokken 18 fra Sankt Hans Torv. Du kan læse mere om demonstrationen her.

Århus:

Der er anmeldt to demonstrationer i Aarhus, der finder sted i aften. Begivenheden på facebook hedder "Spadseretur imod ekstrem islam - mandag 19/1 kl 18." Du kan finde linket til begivenheden her.   Den ene demonstration er anmeldt af PEGIDA og begynder ved Sct. Pauls Kirkeplads klokken 18.00 og ender ved Harald Jensen Plads. Den anden demonstration er anmeldt af Aarhus For Mangfoldighed og begynder ved Den Gamle By klokken 17.45, hvorefter turen går gennem Aarhus Midtby og ender på Rådhuspladsen.

Esbjerg:

I Esbjerg samles gruppen SIAD, Stop islamisering af Danmark, en gruppe der hedder "Frit Danmark" og gruppen "Nej til kriminelle indvandrere og islam. De mødes ved Rådhuset i Esbjerg kl 18. I Esbjerg samles moddemonstrationen arrangeret af "Esbjerg mod fremmehad" ved Rybners Gymnasium klokken 18.

Om PEGIDA

  • PEGIDA står for på tysk "Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes".
  • På engelsk hedder PEGIDA "Patriotic Europeans Against the Islamization of the West."
  • PEGIDA blev grundlagt som organisation i den tyske by Dresden i oktober 2014. Stifteren af organisationen hedder Lutz Bachmann.
  • Den første demonstration fandt sted i Dresden d. 20.oktober 2014 med kun en håndfuld mennesker. I de efterfølgende dage voksede antallet af demonstranter. Omkring 7500 personer demonstrerede d.1. december, hvor politiet talte 80-100 hooligans.
  • Omkring 25.000 demonstrerede d. 12. januar.
  • Stifter af PEGIDA-DK, Nicolai Sennels, har tidligere været medlem af Dansk Folkeparti.
  • Den første Pegida-inspirerede demonstration fandt sted i Haderslev den 5. januar og var arrangeret af blandt andre Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD).
  • Første demonstration arrangeret af Pegidadk fandt sted mandag d. 19. januar.
  • I dag finder anden demonstration arrangeret af Pegidadk sted i København.