Fem gode råd: Sådan hjælper du børnene efter skilsmissen
Se 'Med børnene som våben' på TV 2 PLAY.
TV 2 har i løbet af det seneste år sat fokus på konfliktfyldte skilsmisser.
I en ny dokumentar, 'Med børnene som våben - krigen fortsætter' møder vi nogle af de forældre, der ikke længere har kontakt til deres børn, fordi konflikten med den anden forælder er gået så meget i hårdknude, at Statsforvaltningen har truffet beslutning om, at børnene kun skal have samvær med den ene.
Den beslutning træffer Statsforvaltningen omkring 800 gange om året, og når det sker, går det hårdt udover børnene, der bliver fanget i forældrenes krig.
Psykolog Ruth Hansen giver her fem gode råd til, hvordan skilsmisseforældre kan hjælpe deres børn. Hun er psykolog, specialist i psykoterapi og direktør og partner Dansk Familieterapeutisk Institut.
1. Vær opmærksom på, hvad du giver fra dig
Det er ikke nok at rette opmærksomheden på børnene, man skal være også være opmærksom på, hvordan man selv har det - og hvad man derfor giver fra sig.
- Når forældre vil være opmærksomme på deres børn, er det rigtig vigtigt, at de tager udgangspunkt i, hvordan de selv har det, siger Ruth Hansen.
Hvis man som forælder er kørt fast i svære følelser, kan det være svært at skelne mellem, hvad der er egne følelser, og hvad der er barnets. Tumler man selv med frustrationer eller vrede, kan man let komme til at give det videre til barnet. Derfor skal man tage sig selv og sine egne følelser alvorligt, inden man kan hjælpe sit barn.
- Hvis man ikke selv tager ansvar for egne følelser, bliver der ikke plads til børnenes, siger hun.
2. Anerkend savnet
Som fraskilte forældre er man nødt til at forholde sig til, at børnene vil opleve et savn.
- Man kan sige, at savn er et grundvilkår, når børn ikke kan leve sammen med de to mennesker, de elsker mest, siger Ruth Hansen.
- Savn i sig selv giver ikke ar på sjælen, hvis den får lov til at komme til udtryk og bliver mødt. Men hvis den ikke gør det, så bliver den omdannet til noget andet, siger hun.
Det kan være, at barnet reagerer med for eksempel uro eller ondt i maven. I stedet skal man som forældre anerkende og give plads til, at barnet savner den anden forælder.
- Det kan være smertefuldt for voksne at opleve, at ens børn savner. Man får lyst til at gøre noget og aflede, så savnet går væk, men der er i virkeligheden brug for det modsatte. Man skal kunne holde ud, at barnet savner og give grønt lys til det, siger Ruth Hansen.
3. Drop interviewet
Hvis man kan mærke, at ens børn ikke trives, skal man selvfølgelig snakke med dem om det. Der kommer dog sjældent noget godt ud af at overfalde dem med spørgsmål.
- Det kan de færreste børn lide. I stedet skal man snakke ud fra sig selv. Man kan fortælle, hvad man har lagt mærke til. Det kan være, at barnet er meget stille eller ikke leger. Og så skal man give dem en invitation ved at sige, at man gerne vil være der for dem og lytte til dem, siger Ruth Hansen.
Hvis man bare stiller spørgsmål, vil barnet opleve, at det er ham eller hende, der har ansvaret for samtalen.
- Hvis man selv lægger kortene på bordet, ved de, hvad de snakker ind i, og de ved, at man er interesseret og kan tåle at høre, hvad de har at sige.
4. Tag ansvar
Hvis forældrene ikke selv tager ansvar for deres egne følelser og konflikter efter en skilsmisse, vil børnene helt automatisk gøre det. De mærker stemningen - og tager den på sig.
- Når mor og far er kede af det, vil børnene tænke, at det nok havde hjulpet, hvis bare de havde opført sig bedre. Derfor er det frygteligt vigtigt, at forældrene sætter ord på og tager ansvaret, siger Ruth Hansen.
Gør man det, vil barnet slappe af og stole på, at forældrene har styr på det.
5. Fortæl hvad der sker
Selv om man måske umiddelbart tænker, at børnene ikke skal involveres i de voksnes problemer, er de allerede involveret i og med, de er en del af en familie i opbrud.
- Vi tror, at de måske ikke hører skænderierne, men selv om de ikke fysisk er i rummet, så fornemmer de alle konsekvenser. De er involveret, så det er ikke et valg, vi træffer, siger hun.
Derfor er det vigtigt, at man fortæller børnene, hvad der sker - uden at gå for meget i detaljer.
- Børn har ikke brug for lange forklaringer. Det kan tit gøres ganske kort, ved at man siger, at mor og far skændes, men at man er i gang med at finde ud af, hvordan man skal blive enige, og at det ikke handler om barnet, siger hun.