Nyheder

Dansk Folkeparti fjerner opslag om Muhammed-tegninger

 Facebook

- TÆNK hvis man fik trykt alle Muhammed-tegningerne på danske pengesedler! Gad vide hvor mange der så ville nægte at modtage kontanthjælp?

Sådan lyder teksten på et billede, som lørdag blev delt på Facebook af Dansk Folkepartis lokalforening i København.

Billedet er øjensynligt et udklip af en statusopdatering fra en anonym Facebook-bruger, der gør sig lystig over de berømte Muhammed-tegninger.

Det faldt tilsyneladende i god jord hos Dansk Folkepartis københavnske afdeling. I hvert fald blev billedet raskvæk delt med foreningens 3.638 følgere, hvor opslaget høstede adskillige likes og bifald.

- Det giver udtrykket "sorte penge" en helt ny betydning, lød foreningens ledsagende kommentar.

Dansk Folkeparti i København opfordrer ellers til en sober tone og positive bidrag til debatten på Facebook. Opslaget er da også efterfølgende blevet slettet.

Ifølge sidens administrator og bestyrelsesmedlem i lokalforeningen, Jens Licht Vornøe, skyldes det at billedet kan sende et uheldigt signal.

- Det var en vittighed, men vi har selvfølgelig valgt at fjerne opslaget igen, da det kan misforstås, siger han til tv2.dk.

Han er dog ikke interesseret i at uddybe, hvorfor lokalforeningen oprindeligt valgte at dele billedet.

- Det er en vits, som længe har florereret og som har tusindvis af likes. Jeg har ikke flere kommentarer, siger han.

Hos Dansk Folkepartis hovedbestyrelse betragter man ikke opslaget som et stort problem, men bifalder dog alligevel lokalforeningens beslutning om at fjerne det.

- Vi synes selvfølgelig ikke at opslaget er særlig smart, så det er fint at det er blevet taget ned igen. Men så er der heller ikke så meget mere i det. Det er en vits, der har floreret på Facebook i længere tid, siger Steen Thomsen, organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti.

Ifølge Steen Thomsen får opslaget derfor ingen konsekvenser for lokalforeningen.

Dansk Folkeparti har fjernet deres opslag om Muhammed-tegningerne.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, January 11, 2015