Levakovic-program piner SF-ordfører

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY Næsten 17 millioner kroner.

Se 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' på TV 2 PLAY

Næsten 17 millioner kroner. Så meget har familien Levakovic fået i offentlig forsørgelse på blot fire år.

Derudover har flere af familiens medlemmer været flittige gæster i de danske fængsler for en lang række kriminelle forhold, der strækker sig fra bankrøverier til vold.

I dokumentaren "Sigøjnerbossen og hans berygtede familie", som TV 2 bragte første afsnit af torsdag aften, tegnes der et billede af en familie, der gennem generationer er gået skævt af det danske system.

Og på Christiansborg giver dokumentaren anledning til bekymring for familiens yngste generation.

 - Det er jo omsorgssvigt. Hvis ikke der sker noget for de her børn, så bliver deres fremtid endnu mere uvis, siger SF's integrationsordfører, Karina Lorentzen til TV 2.

Spildte penge
Omkring halvdelen af de midler, som familien har modtaget i overførselsindkomster er gået til bevillinger til at ivaretage børnenes tarv og jobforanstaltninger.

- Det piner mig at vi har betalt så mange penge til indsatser, som bare ikke har nyttet en skid, siger ordføreren.

I programmet optræder blandt andre Jura Levakovic, der sidder i Nyborg Statsfængsel for bankrøveri og hjemmerøveri. Når han har afsonet sine fem år vil han blive sendt hjem til Kroatien for sine gentagne lovovertrædelser.

Han forklarer i programmet, at han har ønsket sig at blive gangster, siden han var en lille dreng.

Den sociale arv
Imens har en anden af familiens medlemmer helt andre planer.

Den 14-årige Victoria vil nemlig gerne have en uddannelse, så hun kan få et rigtigt job, når hun bliver voksen. Men det kan være svært at bryde den sociale arv, mener Helene Oldrup fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

- Alt tyder på, at det er en familie, der ligger i den tunge ende. Der er et sammenfald af rigtig mange problematiske omstændigheder. Det er en brudt familie, der ikke nogen mor, der har måske været mange konflikter i familien. Konflikter mellem forældre, mellem børn og forældre og med det omgivende samfund, siger hun.

Også hos Dansk Folkeparti er man bekymret for, at familien Levakovic' kriminelle løbebane vil fortsætte de kommende generationer.

- Det håb man kan have for børnene er betinget af, at de ikke er under indflydelse fra familien i den her negative retning. For så bliver de splittet, og så risikerer man, at de også vil begå kriminalitet, siger Peter Skaarup efter at have set udsendelsen.

Sådan blev programmerne til

  • TV 2 har gennem halvandet år haft kontakt til familien Levakovic fra København, der for første gang har sagt ja til at lade sig følge af et tv-hold
  • Familiemedlemmerne har ønsket at svare på TV 2s spørgsmål, fordi de synes, det billede, der er tegnet af dem i medierne, er for unuanceret
  • Optagelserne til programmerne begyndte i december 2013
  • Familien Levakovic er blevet behandlet på samme måde som andre medvirkende i TV 2s programmer og har ikke bestemt noget i forhold til indhold, ligesom familien heller ikke har haft indflydelse på, hvordan programmerne er blevet redigeret
  • 'Sigøjnerbossen - og hans berygtede familie' bliver sendt henholdsvis torsdag 8. og torsdag 15. januar på TV 2 og TV 2 PLAY