Nyheder

Kendt forfatter: Tryk flere Muhammed-tegninger nu

Hvis vi skal bekæmpe terror i fremtiden, så er der ifølge Kåre Bluitgen, forfatter til ”Koranen og profeten Muhammeds liv", kun én ting at gøre: Vi skal trykke flere tegninger af profeten Muhammed.

- Vi skal printe endnu flere tegninger af profeten Muhammed, hvis der er en sammenhæng mellem skudattentatet på ugebladet Charlie Hebdo og bladets tidligere trykte satiriske Muhammedtegninger, siger Kåre Bluitgen til tv2.dk.

Udtalelsen kommer efter to bevæbnede mænd i dag angreb det verdensberømte franske satiriske bladhus Charlie Hedbo. 12 personer mistede livet og 10 personer er kvæstet - heraf fem alvorligt, oplyser fransk politi.

Klokken 11.30 truede to bevæbnede mænd sig vej ind i ugebladets bygninger og åbnede ild mod ugebladets mest prominente tegnere med Kalashnikov-rifler. Videooptagelser fra stedet viser, at gerningsmændene råbte "Allah er stor" i forbindelse med angrebet - en overlevende tegner fortæller, at de to gerningsmænd sagde at de var fra terrororganisationen al Qaeda.

De to gerningsmænd flygtede fra stedet i en sort bil. Under flugten likviderede de en politibetjent - og videooptagelser viser, at de opførte sig som veltrænede soldater.

De to jages nu af politiet, og ordensmagten har hævet trusselsniveauet i Paris, da der er frygt for flere angreb. 

Ifølge Kåre Bluitgen vil flere tegninger af profeten Muhammed signalere, at terrorangreb ikke har nogen effekt.

- Hvis vi trykker endnu flere billeder af profeten Muhammed, så bliver det forhåbentligt en dag acceptabelt at profeten illustreres - også i satiriske sammenhænge, siger Kåre Bluitgen.

Skudattentatet på det verdenskendte franske satiriske ugeblad Charlie Hedbo i Paris vækker stor vrede hos Kåre Bluitgen.

- Det vækker total afsky at det ikke er muligt at skrive og tegne længere, som vi vil i Europa. Det er forfærdeligt, siger Kåre Bluitgen.

Forfatter Kåre Bluitgen har i mange år efter udgivelsen af bogen ”Koranen og profeten Muhammeds liv” været ledsaget af PET, når han har været ude og holde foredrag.

Kåre Bluitgens bog om profeten Muhammed ”Koranen og profeten Muhammeds liv” var i 2005 del af den omfattende Muhammedkrise.

I forbindelse med produktionen af sin bog søgte Kåre Bluitgens en tegner, der kunne illustrere profeten Muhammed, men han havde store vanskeligheder ved at finde en:

- Der var ingen, der ville illustrere Muhammed. De turde simpelthen ikke. Endelig gik jeg til Jyllands-Posten, der fandt en tegner, der ville tegne Muhammed på én betingelse – hvis han kunne være anonym, siger Kåre Bluitgen.

Hvad er Charlie Hebdo kendt for?

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.