Charlie Hebdo-redaktør modtog pris i Danmark i oktober

Chefredaktøren for det franske, satiriske ugeblad, Charlie Hebdo – der onsdag er blevet udsat for et terrorangreb - var for tre måneder siden i Danmark for at modtage en pris i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn i København.

Det skete i forbindelse med overrækkelsen af Lars Vilks Komiteens pris ”Guldhunden,” som komiteen havde valgt at tildele Charlie Hebdo. Lars Vilks Komiteen er en støttekomité for den svenske Muhammed-tegner, og prisen blev uddelt for første gang.

Uwe Max Jensen, journalist, billedkunstner og medgrundlægger af Lars Vilks Komiteen, siger til tv2.dk, at han er dybt chokeret over angrebet:

- I modsætning til mange andre medier behandler de forskellige trosretninger – vi støtter deres ret til at lave de tegninger, som de har lyst til. Vi skal fortsat holde fast i, at profeten Muhammed skal kunne trykkes i danske medier.

Chefredaktøren Gèrard Biard befandt sig under terrorangrebet i London. Han siger til den fransk avis Inter, at han er chokeret, og at ugebladet ikke har modtaget trusler op til attentatet:

- Ikke så vidt jeg ved, og jeg tror ikke, at nogen har modtaget trusler personligt, for så ville de have talt om det. 

Han siger videre:

- Jeg forstår ikke, hvordan folk kan angribe en avis med våben. En avis er ikke et krigsredskab. 

Blandt de dræbte er en redaktør på Charlie Hebdo, flere politibetjente og flere af Frankrigs mest berømte tegnere.

Myndighederne har øget alarmberedskabet i Paris efter angrebet, og Frankrigs præsident, François Hollande, der besøgte Charlie Hebdo kort efter angrebet, har indkaldt til et krisemøde tirsdag eftermiddag.

Det franske satiremagasin blev i 2011 udsat for et brandattentat, ligesom Charlie Hebdo blandt andet også har udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.

Den svenske tegner Lars Vilks tegnede i 2007 profeten Muhammed som rundkørselshund og har ikke siden kunnet leve et normalt liv – i 2010 blev hans hus blandt andet forsøgt brændt ned.

Hvad er Charlie Hebdo kendt for?

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.