Nyheder

Nu er der igen penge i musik efter nedtur

Det har taget sin tid, men efter års kamp mod digitaliseringen og krig mod internettets pirater kan pladebranchen endelig få både regnskaber og pulsen ud af det røde felt.

Det skriver Politiken tirsdag.

Branchen i Danmark voksede sidste år for første gang i 13 år. Den udvikling ser ud til at fortsætte i år, hvor en ny europæisk undersøgelse viser, at de kreative brancher - herunder musikbranchen - er i konstant fremgang og i dag beskæftiger langt flere end for eksempel bilproduktion.

- Det er en glædelig overraskelse, at det går godt. Især er det glædeligt, at de har fremgang, efter at vi har hørt på deres ynk og flæberi over den digitale udvikling i næsten 20 år. Det har taget dem forbløffende lang tid at omstille sig til de nye tider, siger Claus Bülow Christensen, der er udviklingsdirektør i Zibra Digital Media Group og ekspert i digital teknologi, til Politiken.

Forrige år oplevede musikindustrien en vækst på fem procent eller 21 millioner kroner alene på salg og distribution af musik, så den samlede omsætning i 2013 var på 429 millioner kroner. Tallene for 2014 er endnu ikke klar, men pladeselskaberne har samlet set en klar forventning om, at udviklingen fortsætter - først og fremmest, fordi danskerne har taget streamingtjenester som Spotify og WiMP til sig som vore dages digitale jukeboks med alverdens musik for små penge.

I første halvår af 2014 kom 63 procent af pladeselskabernes omsætning fra streamingtjenesterne. For bare to år siden var andelen på 24 procent. Den udvikling mere end opvejer det faldet i cd-salget, der i dag kun blot 15 procent af omsætningen.

- Når man har vænnet sig til at leve i usikkerhed om, hvilke nedture morgendagen måtte komme med, er det helt fantastisk, et lille mirakel, som kan vise både os selv og andre brancher, som nu er hårdt pressede af den digitale tidsalder, at det kan lade sig gøre. Man kan komme igennem den krise, som også er en enorm omstilling, og få nye perspektive, siger formanden for de danske pladeselskabers organisation IFPI, Henrik Daldorph, til Politiken.