Nyheder

Morgenfrisk muslimsk menighed har ryddet hele Rådhuspladsen op

På bare én time blev Rådhuspladsen i København ryddet op her til morgen af morgenfriske mænd og drenge efter natten nytårsfest.

Det er den muslimske menighed Nusrat Djahan fra Hvidovre, der står bag initiativet, og de har de sidste fire år gjort det til en fast tradition at mødes til bøn klokken seks om morgenen den 1. januar, for efterfølgende at tage til Rådhuspladsen i København for at rydde op efter alle nytårsgæsterne, der traditionen tro stimler sammen på Rådhuspladsen ved midnatstid.

- Vi startede oprydningen på Københavns Rådhusplads kl. 08.00 og bevægede os derefter ned gennem strøget. 50 personer deltog i alt (de yngste var børn på ca. 10 år og den ældste var 79 år), siger en af deltagerne Akram Mehmood til tv2.dk og fortsætter:

- Det er gennem de seneste år blevet en fast hyggelig tradition, at vi mødes i moskeen til morgenbøn kl. 6, spiser morgenmad sammen og giver en hånd med oprydningen. Vi startede for mange år siden i Hvidovre, men på grund af den store tilslutning rykkede vi til Rådhuspladsen.

'Oprydderne' fortsatte efterfølgende ned ad Strøget iført selvlysende veste med påskriften: 'Kærlighed til alle. Had til Ingen.'

Muslimer for fred er et initiativ taget af Danmarks ældste muslimske organisation, Islams Ahmadiyya Menighed, for at udbrede islams budskab om kærlighed og fred til alle uanset tro.

Du kan læse mere om initiativtagerne her på Facebook.