Tre år med Kim Jong-Un: Så grusom har han været

Petter Ettrup er journalist på TV 2’s udlandsredaktion. Han har rejst i Nordkorea og følger udviklingen i landet.

Da Kim Jong-Un for tre år siden trådte ind på verdensscenen som arvtager til sin fars og farfars regime i Nordkorea, skabte det forhåbninger om, at han ville være anderledes end sit ophav.

For det første var han ung, sidst i 20’erne blev det anslået. Desuden var han uddannet i Schweiz og dermed skolet i vestligt demokrati og åbenhed. Der var da også tidlige tegn på, at han var anderledes end sin far Kim Jong-Il. For eksempel havde han ofte sin kone – en tidligere popsanger - med til offentlige begivenheder, og det nationale TV viste billeder af ham sammen med noget så ærkeamerikansk som Disney-figurer.

Forhåbningerne om et ændret Nordkorea blev tændt rundt om i verden. Men alle drømmene er i den grad blevet gjort til skamme. Kim Jong-Un er lige så slem som sin far og farfar.

Grusomhed af historiske dimensioner

Nordkorea er et lukket land, der ofte bliver beskrevet som en kuriøsitet, et utidssvarende fortidslevn fra dengang lederne af østens stormagter hed Stalin og Mao. Ofte har dækningen af Nordkorea i vestlige medier et næsten humoristisk skær, og løse rygter og vandrehistorier om landet bliver gladelig viderebragt, fordi de er kulørte og bliver betragtet som ”godt stof”.

Men Kim Jong-Uns tre første år ved magten har tydeligt illustreret, at der ingen grund er til at grine. Nordkoreas styre er blandt de værste regimer i verden, der helt og fuldt tåler sammenligning med klodens ondeste diktatorer.

I starten af året offentliggjorde FN en omfattende rapport, der på baggrund af øjenvidneskildringer og et utal af interviews kortlagde uhyrlighederne. Blandt andet af det omfattende system af arbejdslejre, der lige nu – og på et hvilket som selv givet tidspunkt – menes at huse 80.000 til 120.000 fanger. Kriminelle i regimets øjne, men deres ”forbrydelser” kan blandt andet bestå af at have set ulovlige, udenlandske film eller at have udtrykt utilfredshed med styret. Et hvert optræk til kritik bliver slået ned med en brutalitet, der vækker minder om historiens allerværste ugerninger.

- De ubeskrivelige uhyrligheder, der bliver begået mod fangerne i de politiske fangelejre, minder om grusomhederne i lejre, som totalitære regimer etablerede i det tyvende århundrede. Institutioner og myndighedspersoner bliver ikke holdt ansvarlige. Ingen bliver straffet, hedder det i FN-rapporten.

Fortsætter sin fars linie

FN-rapporten kortlægger, hvordan Kim Jong-Un har fortsat sin fars hårde linie. Der er blevet spekuleret meget i de interne magtkampe i Nordkorea: Står den unge præsident stærkt eller svagt i forhold til for eksempel de magtfulde ledere af Nordkorea militær – der er et af verdens største? Og var henrettelsen af hans onkel et tegn på konsolidering af hans magt, eller på at han er svækket i den politiske kabale?

Alt sammen interessante diskussioner, men på den korte bane irrelevante for den almindelige nordkoreaner. Så længe Kim-dynastiet sidder på magten, er der ingen tegn på, at det lukkede land vil åbne sig op. Og ingen ved hvordan tingene vil udvikle sig, hvis det usandsynlige skulle ske – og Kim Jong-Un blev afsat.

Dagligdagen i Nordkorea er præget af et enormt omfattende system af overvågninger, der får selv STASI i den tidligere Østtyskland til at blegne. Alle angiver alle, og regimets øjne og ører er med overalt.

- Nøglen til det politiske system er et sikkerhedsapparat, der strategisk benytter sig af overvågning, tvang, frygt og afstrafning for at hindre al politisk uenighed. Offentlige henrettelser og bortførelser til politiske fangelejre bruger som terrormiddel for at undertrykke befolkningen, skriver FN.

Forbudt for borgere at rejse rundt i landet

Den almindelige nordkoreaner har ikke fri adgang til at rejse rundt i landet efter behag. Jeg oplevede selv de mange kontrolposter, der er sat op for at forhindre indbyggerne i at rejse mellem landsdele. Flere gange har landet været ramt af så voldsom hungersnød, at tusinder er døde af sult. Den dag i dag lever dele af befolkningen under fattigdomsgrænsen og kan ikke vide sig sikre på, hvor næste måltid skal komme fra.

Men den usikkerhed kender de ikke i hovedstaden Pyongyang. Her bor landets elite, og det er et enormt privilegium at få lov at leve netop her. I mine øjne så hovedstaden ikke meget anderledes ud end en gennemsnitlig, kinesisk provinsby – i hvert fald før det økonomiske boom i nabolandet.

Netop derfor er det ikke tilladt for alle og enhver at besøge Pyongyang efter behag, fordi det ville være mere end svært for regimet at forklare, hvorfor folk dør af sult i nogle egne af landet, mens der bliver bygget prestigebyggerier i hovedstaden. De heldige får dog lov til at tage på en slags pilgrimsrejse til hovedstaden og lægge blomsterne ved de svulstige monumenter for de nu to afdøde Kim-præsidenter. Imens fører generation tre arven efter dem videre.

Nordkorea har sit eget ”internet”

Det er ikke uden grund, at Nordkorea bliver kaldt verdens mest lukkede land. Internetforbindelse til resten af verden er noget, der er forbeholdt nogle få, magtfulde mænd – og så naturligvis det korps af hackere, som regimet ifølge eksperter har uddannet. Alle kan de være sikre på, at deres sparsomme adgang bliver overvåget af sikkerhedstjenesten.

De almindelige mennesker har ikke fået adgang til internettet under den unge præsident. Til gengæld har de et internt system, der hedder Kwangmyong. Det fungerer som et slags internet med nyhedshjemmesider, email, digitale bøger og forskning, og sågar et socialt medie. Forskellen er bare, at ingen sider fra udlandet kan åbnes - og Kwangmyong er ikke tilgængeligt andre steder end i Nordkorea.

Mobiltelefoner er udbredt

Da jeg besøgte Nordkorea, kunne man fra hotellet ringe hjem fra en mønttelefon for ca. 15 kroner i minuttet. Inden opkaldet skulle man oplyse, hvilke sprog man talte, og så snart man løftede røret, lød der nordkoreansk musik i baggrunden. Bare så den mindste rest af tvivl om hvorvidt samtalen blev aflyttet forsvandt.

Landet har dog også et ganske udvidet mobilnetværk, og hovedparten af indbyggerne i hovedstaden ejer nu en mobiltelefon. De er dog låst, så de kun kan ringe indenrigs – ingen internationale opkald er muligt. Gæster i landet har også lov til at købe en lokalt SIM-kort, men det virker modsat af nordkoreanernes egne: Det kan nemlig kun ringe ud af landet og ikke til lokale numre.

Formålet er at forhindre, at nordkoreanere kommer i kontakt med omverdenen – og at omverdenen kan komme i kontakt med dem.

Al kommunikation via massemedierne er også under stram kontrol, og myndighederne har fuld kontrol over både radio, TV og aviser, der er fulde af lovprisninger af regimet, og af hård tale af især USA og Sydkorea.

- Der er en nærmest total afvisning af retten til at tænke frit. Det samme gælder retten til at tale og mødes frit, som FN skriver i rapporten.

Intet er ændret

FN’s rapport handler ikke om forbrydelser, der en gang blev begået. Den handler om forbrydelser, der stadig bliver begået netop nu. ”Voldsomme overtrædelser af menneskerettighederne”, som FN-kommissionen kalder det.

Uanset hvordan magtbalancen er internt i Nordkorea, er det i sidste ende præsidenten Kim Jong-Un, der har ansvaret for uhyrlighederne, som FN mener han burde stilles juridisk til ansvar for.

Men landets strategiske placering som bufferzone mellem Kina, Rusland og de amerikanske tropper i Sydkorea betyder, at interessen til at pille ved status quo er til at overse. Trods resolution efter resolution er ingen af stormagterne for alvor interesserede i at gøre noget ved problemet Kim Jong-Un. Derfor får Kim-dynastiet lov til at fortsatte deres grusomheder, nu i tredje generation.