Indbrudsfri jul: Sådan snyder du tyven

Der er seks dage til juleaften: Danskernes – og tyvenes – højtid. Mens du mæsker dig i flæskesteg, and, rødkål og brune kartofler, så kan tyven være i gang med at lænse dit hjem for værdier. Men fortvivl ikke: Politiet er klar med gode råd til, hvordan du holder tyven fra døren.
Her er en række råd fra politiet:
- Sørg for at det ser ud som om, der er nogen hjemme: Aftal fx med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, tømmer postkassen, smider affald i skraldespanden, rydder sne, fylder skraldespanden eller parkerer en bil i indkørslen.
- Gør huset sikkert med gode låse, vinduer og døre.
- Fjern værdifulde genstande, så de ikke kan ses udefra.
- Ryd op, så der ikke ligger redskaber i haven, der kan bruges til at brække et vindue op. Men rod gerne, fx med lidt legetøj i haven og lidt opvask på køkkenbordet.
- Brug tænd/sluk-ure til lys og radio.
- Kig også på din bolig med indbrudstyvens øjne: Er vinduer og døre i dårlig stand?
- Er der gode gemmesteder? Er hækken så høj, at tyven har arbejdsro til indbruddet? Har tyven gode flugtveje?
Og så et enkelt vigtigt råd fra denne journalist:
-
Tag de genstande, der ikke kan erstattes, med dig. Hvis alle dine private billeder ligger på din computer, så tag den med. Eller husk at backe de vigtigste data op et sted, hvor tyven ikke kan nå dem.
Vi vil meget gerne have at I, kære brugere, giver hinanden en masse gode råd. Gør det i kommentarsektionen på vores Facebookside. Og hav så en rigtig glædelig og indbrudsfri jul!