Her skal elgene bo: Spærret inde med 31 kilometer hegn

Elge i Danmark kan meget vel blive en realitet i 2016, hvis Lille Vildmose, der er Danmarks største fredede landområde, får tilladelsen i hus. Jaco

Elge i Danmark kan meget vel blive en realitet i 2016, hvis Lille Vildmose, der er Danmarks største fredede landområde, får tilladelsen i hus.

Jacob Konnerup, der er naturformidler i Vildmosecentret, ser frem til at få selskab af de store dyr, hvis det bliver en realitet. Og det mener han, at der er gode chancer for.

- Jeg tipper chancerne til at være høje. Aalborg Kommune har arbejdet på det i en årrække nu. Så i foråret 2016 håber jeg meget på, at de store dyr kan komme ud i den danske natur igen, siger han til TV 2 NEWS.

Der er et helt klart formål med at få elgen til Danmark. Den skal nemlig hjælpe med at holde uønsket trævækst nede, så mosen ikke tørrer ud.

- Lille Vildmose har været kæmpe stor.  Meget af mosen er forsvundet.

Mosen hvor de ca 12 elge skal bo fra 2016.  Elgene skal helst ikke være vant til mennesker, derfor opsættes der et hegn rundt om området.  

- Vi vil gerne genskabe mosen, og der skal vi bruge vand. Så vi hæver vandstanden, fjerner uønsket trævækst, der drikker vandet – det er typisk pil og birk, der suger vandet op og hindrer, at højmosen kan genskabes. Ved at sætte elge ud sammen med krondyr, kan man få fjernet pil og birk på en effektiv måde, siger Jacob Konnerup, der vil bruge elgen som ’naturplejere’ i mosen.

Han peger på, at samspillet mellem krondyrene, der i forvejen lever i Lille Vildmose og elgene kan give et perfekt samarbejde.

- Undersøgelser viser, at elgen sammen med krondyrene er en rigtig god kombination, fordi elgen går ud i meget mere fugtige områder, end hvor krondyrene ville komme. Så kombinationen af de to dyr er optimal, siger han.

Elgene skal hjælpe med at genskabe mosen og sørge for at den ikke tørrer ud.

Han håber også, at elgene kan medvirke til, at flere kommer og besøger Lille Vildmose.

- Det handler om at genskabe naturen og gøre det på en naturlig måde. Derudover er det en kæmpe gevinst, at vi ved siden af kan få elgen, som giver store naturoplevelser her i mosen.

- Vi kan forhåbentlig se en stigning i besøgende herude, så endnu flere får lyst til at komme til Lille Vildmose og få nogle naturoplevelser, man ikke kan få andre steder, siger han.

Dette hegn på 31 km skal holde elgene væk fra vejene og den danske natur. Der vil dog være fri adgang til området - også i bil (max 60 km/t).

Skulle det lykkes at få tilladelse til at få elge til Danmark, ville det være første gang i cirka 5000 år, at elgen har en fast plads i de danske skove og moser.

I første omgang er det planen at lukke et dusin elge ud i Lille Vildmose. Det forventes, at bestanden kan komme op på 30-40 elge i området.