Nyheder

Boom i julehandlen kan skyldes Bodil og internettet

Ifølge tal fra Nets har danskerne haft voldsomt gang i dankortet i de første 14 dage af julemåneden – så meget, at der er blevet købt for en milliard kroner mere end i de første 14 dage i december sidste år.

- Der er købt for mere, end vi havde forventet, og det er godt, for forbruget er centralt for at få fut i den bundfrosne danske vækst, siger analysechef Geert Laier Christensen.

Han understreger, at der kun er tale om et halvlegsresultat:

- Vi kan håbe på, at tallene varsler om, at juleoptimismen bringer os godt ind i 2015, men vi vil være varsomme med at råbe opsvinget kommer, siger han.

Bodil udskød julehandel sidste år

Samme melding lyder fra Danske Bank og Sydbank, for selvom dankortene indtil videre har været mere rødglødende i december i år end sidste år, så er det ikke ensbetydende med, at vi generelt kommer til at bruge flere penge i julen i år.

- Når man sammenligner med sidste år, skal man huske, at stormen Bodil ramte landet den 6. december 2013 og formentlig lagde en kraftig dæmper på indkøbslysten netop den dag, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, til TV 2.

Han peger på, at julehandlen derfor formentlig kom senere i gang i 2013.

- Vores bedste bud er, at der har været en svag fremgang, men kun lige nok til at hive den samlede vækst i privatforbruget op på et rundt nul for hele 2014, siger han.

Kan også være, at vi bare bruger dankortet mere

Samme budskab lyder fra Sydbank:

- Tallene kan også indikere, at en del af danskerne køber julegaverne lidt tidligere i år end sidste år – det bliver vi klogere på, når vi har tallene for hele december måned, siger forbrugerøkonom, Camilla Skovsbo Erichsen fra Sydbank til TV 2.

Hun peger samtidig på, at en del af stigningen i dankortforbruget kan skyldes den simple årsag, at vi bare generelt i større grad bruger Dankortet som betalingsmiddel.

Flere vil købe julegaver over internettet

Nets oplyser til tv2.dk, at man ikke har tal for handel af julegaver over nettet, hvor man jo af åbenlyse årsager bruger dankort og ikke kontanter. Og ifølge Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) kan stigningen i dankortforbruget meget vel skyldes, at julegaveindkøb over internettet i år for alvor er slået igennem.

En undersøgelse blandt forbrugerne i november viser således, at 52 procent forventer at købe en eller flere julegaver over internettet i år. Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor kun 36 procent forventede at købe en eller flere julegaver over internettet. 

”Det tegner igen til en rigtig god jul på nettet med stigende handel. Sidste år var det en tredjedel af danskerne, der ville købe julegaver på nettet, og det er i år steget til over halvdelen, der klarer julegavekøb online. Gennemsnitkøbene i november steg også klart i forhold til måneden før, så det bliver en god jul for e-handlen” siger Annette Falberg,der er administrerende direktør i FDIH,

Hun peger på, at julehandlen allerede startede i november, og at gennemsnitkøbet er steget med 121 kr. pr. handel:

- Ligeledes er salg af bøger, film, spil, musik og legetøj er stigende, og det er jo varer, som hører til julehandelens store sællerter. Desuden forventer mange at gå på nettet for at købe tøj, smykker samt ting til boligen. Og så er der fokus på gaver til gode oplevelser på restaurant, billetter til i teater og til koncerter.