Elever efter skolereform: Vi bevæger os ikke 45 min om dagen

Med den nye skolereform er det meningen, at elever i folkeskolen skal bevæge sig 45 minutter om dagen som en integreret del af undervisningen, men det sker ikke, lyder det både fra elever og en skoleleder på en skole i Valby ved København.
I skoleårets første måned med skolereformen blev undervisningen ifølge Information tit afbrudt af løbeture i skolens aula, englehop eller morgenyoga, men sådan er det ikke mere, siger Michael Olsen, der er skoleleder på Ålholm Skole til Information:
- Det er ebbet lidt ud med bevægelsen. Folk er gået lidt død i det.
Samme meldinger kommer eleverne med:
- Nu må man gerne spørge, om man må gå ud og tage en runde på gangen. Men vi har ikke 45 minutters bevægelse om dagen. Der var rigtig meget den første måned, men efterhånden har lærerne glemt det lidt, siger Anders Spohr.
I det hele taget har ikke særlig meget forandret sig med den nye skoledag – bortset fra at dagene er blevet længere, lyder det fra eleverne.
45 minutters bevægelse om dagen er helt af de helt centrale elementer i skolereformen. Det er skoleledernes ansvar at sikre, at det sker, ligesom det er op til den enkelte skole at bruge motion og bevægelse til at styrke elevernes læring, motivation og sundhed.