Godt råd til Syriens ”eksil-præsident”: Gør en kat fortræd

JERUSALEM (05.12.2014): Hadi al-Bahra er en pæn mand. Han har næppe nogensinde gjort en kat fortræd. Han er et fornuftigt, godt, moderat, vandkæmmet, diplomatisk jakkesæt, der næsten kunne ligne vores egen udenrigsminister.

Det er både det, der gør ham stueren hos os… og ret ligegyldig ude i virkeligheden.

Vi i medierne beskriver dagens begivenhed i København som: ”Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard skal mødes med lederen af den syriske opposition.”

Sådan!

Det bliver fremstillet, som om det er de tunge kanoner, der er kørt i stilling.

Manden, der står for Danmarks udenrigspolitik, mødes med manden, der repræsenterer den syriske opposition. I fællesskab skal de finde ud af, hvad der skal gøres, og hvordan problemerne skal løses… eller???

Mens ingen kan bestride, at Martin Lidegaard faktisk er Danmarks udenrigsminister, så kan der mildt sagt sættes et kæmpemæssigt spørgsmålstegn ved påstanden om, at den pæne mand, Hadi al-Bahra, er noget, der bare minder om ”ledere af den syriske opposition”.

Hadi al-Bahri er præsident for Syriens Nationale Koalition. Paraplyorganisationens fulde navn er noget så mund(u)ret og imponerende som Den Nationale Koalition for Syriens Revolutionære og Oppositionelle Styrker.

I vore egne allerskønneste drømme vil vi gerne se den gode Hadi al-Bahri som noget, der kunne minde om præsident for den legitime syriske eksilregering. Den adresse vi i den anstændige del af verden bruger, når vi skal forhandle med fremtidens Syrien.

Sådan er virkeligheden bare ikke skruet sammen… sørgeligt nok.

Designet i vores eget billede

Al-Bahri er leder af en paraplyorganisation, som vi i Vesten indirekte selv har været med til at designe i vores eget billede.

Vore krav til, hvem vi ville, og hvem vi absolut ikke ville tale med fra den syriske opposition, fik den moderate oppositionen til at oprette en diplomatisk overbygning, som forsøgte at tage alle vore forbehold i betragtning, i håb om at det så for alvor ville få hjælpen – økonomisk, politisk, humanitær og militær til at strømme ind i store mængder.

Det er blot ikke sket.

For sandt at sige, ville vi helst ikke involveres alt for meget. Kun få det til at se ud som om vi gjorde noget vigtigt og afgørende.

Vores støtte – især på det militære område – er yderst minimal. Intet der bare kan måle sig med de ressourcer – økonomisk og militært – de yderligtgående islamistiske grupper som Al-Nusra-fronten og Islamisk Stat (ISIS) har til deres rådighed.

Der er nu sikkert dem, der vil bemærke, at vi jo har sendt danske F-16-kampfly til Mellemøsten, hvor de sammen med andre vestlige fly bomber i Irak og Syrien. Det er da noget!

Korrekt. Men det er angreb rettet imod Islamisk Stat. Ikke mod Assad-regimet i Damaskus, og dermed ikke noget, der fører til støtte i den syriske civilbefolkning.

På landjorden hjemme i Syrien er det, der afgør, om man får almindelige menneskers støtte ene og alene hvordan man klarer sig på slagmarken i krigen imod præsident Bashar al-Assad og regeringsstyrkerne.

I den strid kan de yderligtgående islamistiske og jihadistiske grupper notere sig den ene spektakulære sejr efter den anden. Det gør dem populære. Uanset at disse ”sejre” er så blodige i menneskeliv, at de ligeså godt kunne noteres som nederlag.

Ikke til stede på slagmarken

Syriens Nationale Koalition, der sidder i sikkerhed i Tyrkiet ovre på den anden side af grænsen, kan ikke bryste sig af særligt meget på den syriske slagmark. De enheder fra Den Frie Syriske Hær, som ser Koalitionen som sin politiske overbygning, har haft en smule succes i det sydlige Syrien op mod grænsen til Jordan og i sydøst nær de israelsk-besatte Golan-højder. Men ikke noget der skaber begejstring i civilbefolkningen, så blot gerne vil se Assads endeligt.

Set med den almindelige syrers øjne har vi i Vesten helt mistet interessen for kampen imod Assad-regimet, og er enøjet fokuseret på truslen fra Islamisk Stat. Det er ret ubegribeligt for mange syrere, som mener at Assad-regimet har begået langt flere og større forbrydelser imod menneskeheden end Islamisk Stat har.

Denne, set med almindelige syreres øjne, vestlige dobbeltmoral rammer også Syriens Nationale Koalition, fordi Koalitionen bliver set som vores forlængede arm i den syriske borgerkrig.

På samme måde var det med vores stirren os blinde på det syriske regimes brug af kemiske våben og giftgasser for et par år siden. Almindelige syrere kunne naturligvis heller ikke lide regeringsstyrkernes brug af kemiske våben, men antallet af uskyldige syrere, der var blevet dræbt af giftgas, var minimalt sammenlignet med de ubegribeligt mange civile, der var blevet dræbt og lemlæstet af ganske almindeligt, gammeldags konventionelle våben. Så hvorfor dette ekstreme fokus på forbrydelser begået med én våbentype, og totale ligegyldighed for de langt større ugerninger begået med en anden.

Da det så endelig kom til stykket, og der ikke længere var nogen tvivl: De syriske regeringsstyrker havde faktisk gasset sin egen civilbefolkning, og dermed krydset den amerikanske præsident Barack Obama’s såkaldt ”røde linje”, så førte det ikke til nogen som helst vestlig militær straffeaktion, men ”kun” til en diplomatisk forhandlingsproces, hvor det syriske regime med russisk hjælp opgav de kemiske våben, som alligevel havde udtjent sin brugbarhed for regeringsstyrkerne.

Et svigt i befolkningens øjne

Dette svigt, sådan ses det i blandt almindelige mennesker, har også svækket Syriens Nationale Koalition i den syriske civilbefolknings øjne. Og jo mere den moderate opposition svækkes, jo stærkere bliver de islamistiske fanatikere og det brutale regime.

Koalitionens støtte til og deltagelse i Geneve Fredskonferencen, som vi lagde voldsomt pres på den for at deltage i, førte til at Det Syriske Nationalråd – en anden moderat paraplyorganisation – trak sig ud af koalitionen. Endnu en svækkelse! Konferencen førte ikke til noget som helst, og Koalitionen sad igen ”med fletningerne i postkassen” set med baglandets øjne tilbage i Syrien. Endnu en svækkelse.

Syriens Nationale Koalition er vores egen kreation.

Den er dejlig.

Den er næsten som os selv… eller som vi i det mindste gerne vil se os selv, og det kan vi godt lide.

Den er moderat, demokratisk, pluralistisk og sekulær. Alt det vi kunne drømme om, at fremtidens Syrien også en gang bliver.

Den drøm går dog næppe nogensinde i opfyldelse, for Syriens Nationale Koalition har ikke megen opbakning og indflydelse på landjorden i det borgerkrigsramte Syrien. Og derfor har den, som situationen i Syrien ser ud lige nu, så godt som ingen indflydelse på landets fremtid.

Det er der andre, der har. Andre der i sin skånselsløse brutalitet ikke er spor mindre bloddryppende, forbryderiske end Assad-regimet. Som det ser ud nu, bliver det forbrydere fra den ene eller den anden yderfløj, der skaber fremtidens Syrien. Ikke den moderate opposition vi dyrker.

Verdens største humanitære katastrofe

Vi i Vesten står efter fire år stadigvæk ”midt i vadestedet”, mens verdens største humanitære katastrofe i nyere tid folder sig ud foran vore øjne, og kan ikke beslutte os for, om vi skal gå i land på den ene af vadestedet eller den anden side. Skal vi for alvor gå ind på de moderate oprøreres side, eller vende det hele ryggen? Derfor hænger Syriens fremtid i det tragiske dilemma, at fremtiden enten kan blive dikteret af det samme brutale regime, som har tyranniseret landet i over fire årtier, eller komme i kløerne på en chokerende, åndsformørket, forbryderisk terrororganisation, som er det nærmeste vi i nyere tid har været ved nazismens barbari. For den moderate opposition har ikke noget at tilbyde.

Hvis vi i Vesten – i dag repræsenteret ved udenrigsminister Martin Lidegaard – for alvor vil være med til at forme det Syrien, der på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden vokser op af asken, så skal vi kunne tilbyde den syriske ”eksil-præsident” Hadi al-Bahra langt mere end vi hidtil har, og en lang række ting, vi næppe er rede til.

• At vi etablerer en flyverestriktionszone (No-Fly-Zone) over Syrien, hvilket betyder, at vi reelt kommer i krig med Assad-regimet og dermed også på kant med Iran og Rusland.
• At vore bombetogter i Syrien ikke kun rettes imod Islamisk Stat, men også imod de syriske regeringsstyrker.
• At vi i stor stil træner og udruster Den frie Syriske hær, hvilket betyder levering af avancerede våbensystemer, militære rådgivere samt vestlige styrker på landjorden, som sikrer, at våbensystemerne ikke havner hos Islamisk Stat.
• Specialstyrker på jorden, som kan dirigere vore luftangreb og sikre præcision og mindske civile, utilsigtede dræbte, samt gennemføre andre nødvendige støtteoperationer for Den frie Syriske Hær.
• Et omfattende og storstilet humanitært hjælpearbejde både i flygtningelejrene i Syriens nabolande. Samt et lige så omfattende, men endnu mere kompliceret hjælpearbejde internt i Syrien, så de flygtninge, der befinder sig på Syriens Nationale Koalitionens og Den Frie Syriske Hærs side kan mærke, at den fløj repræsenterer fremtiden, kærer sig om civilbefolkningens velfærd og har noget at tilbyde.
• Et omfattende efterretningsarbejde i og omkring Syrien, både så Den Frie Syriske Hær og de allierede luftstyrker kan forsynes højkvalitetsefterretninger ”real time” til brug på slagmarken, men også så man kan sikrer sig, at flygtningestrømmen ikke er alt for inficeret med fjendtlige Assad-agenter og IS-terrorister, som benytter sig af kaosset til at snige sig over på ”vores” side af fronten og gennemføre terroraktioner enten blandt flygtningene, i nabolandene eller i Vesten.

Listen kunne gøres endnu længere. Det behøver vi dog ikke gøre den, for med disse opremsede punkter er det allerede klart, at vi i Vesten slet ikke er rede til at kaste os ind i opgøret i Syrien på en måde, så vi kan påvirke udfaldet i den retning, vi egentlig ønsker.

Dermed kan vi lige så godt begynde at forberede os på at Syrien kommer til at genopstå på en facon, vi absolut ikke kan lide, og som vi til den tid kommer til at tage kampen op med. For det at vi ikke ønsker at blive trukket for dybt ind i mareridtet nu, betyder ikke, at det så ikke senere kommer tilbage og tvinger os til at forholde os til udviklingen. Til den tid har vi bare ikke noget valg, og kampen bliver på en helt anden kontant facon, måske – kan vi frygte – på vore egne gader og stræder.

Mest af alt en photo opp

Det er i det lys, vi skal se mødet i dag mellem udenrigsminister Martin Lidegaard og ”den syriske eksilpræsident” Hadi al-Bahra.

Det er et besøg, der mere handler om nogle photo opp’s, hvor udenrigsministeren kan trykke i hånd og sige, at det er alvorligt, det der foregår i Syrien, men at vi sørme ikke ligger på den lade side, vi følger situationen tæt, at vi har forklaret den syriske eksilpræsident vore synspunkter og så videre.

Kort sagt rigt på ord, men tyndt på indhold, og så godt som uden handling, der får indflydelse på udviklingen.

Hadi al-Bahra er en pæn mand. Han har næppe nogensinde gjort en kat fortræd. Men måske skulle han overveje at gøre det. For vi reagerer ofte langt hurtigere og langt mere effektivt, hvis det er katte og andre husdyr, der gøres fortræd. Det står lidt mere skralt til, når det er et helt folk, der brutalt myrdes i Mellemøsten.