Terrorekspert: Danskere må vænne sig til at være mål
Danskere, der arbejder i højrisiko lande som Saudi Arabien og Pakistan, skal vænne sig til være mål for attentater fra Islamisk Stat (IS) eller grupper, der sympatiserer med IS.
Sådan siger terrorekspert Magnus Ranstorp fra Sverige til TV 2 efter en gruppe tilhængere af IS tirsdag hævder at være ansvarlig for, at en dansk ansat på Arla i Saudi Arabien på vej hjem fra arbejde blev ramt af skud den 22. november.
- I de her lande, lever man i såkaldte compounds, hvor man er forholdsvis sikker, men hvor der er begrænset frihed til at bevæge sig. Men de her grupper (IS eller IS-tilhængere, red.) går efter vesterlændinge. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er dansker, at han blev ramt. Det er det alle spørger sig selv om, siger Magnus Ranstorp.
Han fremhæver, at det ikke er første gang, at vesterlændinge er blevet angrebet.
- Men det er noget, man skal overvåge – om det bare er en engangsforseelse eller noget, der vil ske mere fremover.
DI: Virksomheder i Saudi Arabien skærper sikkerhed
Ifølge Peter Thagesen, der er afsætningspolitisk chef og underdirektør i Dansk Industri, får angreb som skud mod en dansker ansat i Arla i Saudi Arabien virksomhederne i de berørte områder til at skærpe deres sikkerhed yderligere:
- Fordi Danmark er aktive i bekæmpelsen af IS, så er danske virksomheders sikkerhedssituation påvirket i de lande, hvor IS opererer,” siger han til TV 2 og fortsætter:
- Vi har i flere år haft stor fokus på sikkerheden for danske virksomheder. Sikkerheden har været øget lige siden Muhammedtegningerne blev tryk. Også Danmarks mere aktivistiske udenrigspolitik, som blandt andet tæller deltagelse i krige i Afghanistan og Irak, har haft betydning for sikkerhedssituationen.
Ifølge Adjunkt Fellow ved Hudson Institute i Washington Naser Khader er en video, der viser skud mod danskeren, udsendt af IS’ presseafdeling.
Arlas pressechef Theis Brøgger bekræfter over for tv2.dk, at videoen omhandler den skudepisode, der var mod deres medarbejder i Riyadh den 22. november 2014, men han kan ikke verificere videoens ægthed.
TV 2 er i besiddelse af videoen, der ikke ville blive vist, men TV 2 har fået foretaget en oversættelse og en forklaring af noget af det, der siges i videoen - det kan du læse her.