Nyheder

Dansk Arla-ansat er skudt i Saudi-Arabien

Dansk mand skudt og såret i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Han er ramt i skulderen og på hospitalet. TV 2

En Arla-ansat blev lørdag skudt og såret i Riyadh på vej hjem fra arbejde, oplyser virksomheden til tv2.dk.

- Arla kan bekræfte, at en af vores danske udstationerede medarbejdere blev skudt og såret i Riyadh lørdag kort før kl.13 lokal tid. Umiddelbart efter skudepisoden blev han kørt til et nærtliggende hospital, hvor han nu er ved fuld bevidsthed og under sikkert opsyn af saudiske myndigheder samt sin nærmeste familie. Vi er lettede over at kunne bekræfte, at hans tilstand nu er stabil, skriver Arlas pressechef Theis Brøgger i en mail til tv2.dk.

Det officielle saudiarabiske nyhedsbureau, SPA, oplyste lørdag, at manden blev ramt i skulderen af ukendte gerningsmænd, da han var på vej hjem fra arbejde i sin bil.

- Arla ser på situationen med stor alvor. Vores fokus lige nu er på vores kollegas fysiske tilstand og bedring samt på sikkerheden for alle vores øvrige medarbejdere i området, oplyser Theis Brøgger.

Ifølge pressechefen er det endnu for tidligt at sige noget om, hvordan og hvorfor skudepisoden fandt sted.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kommentere yderligere i sagen. Men vi er i tæt kontakt med både danske og saudiske myndigheder og andre relevante kontakter i området for at få yderligere information om motivet for denne forfærdelige handling, oplyser Theis Brøgger.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skulle danskeren være blevet skudt nær Ikea-varehuset i Riyadh.

Amerikansk ambassadepersonale har fået besked på at holde sig væk fra dette område indtil videre.

For en måned siden blev en amerikaner skudt og dræbt i hovedstaden, mens en anden blev såret.

Politiet har sagt, at de foreløbige informationer tyder på, at manden, der dræbte amerikaneren, ikke har forbindelser til ekstremistiske grupper.

Men saudiarabiske embedsmænd har sagt, at de er bekymret for, at militant islam kan vokse sig frem i Saudi-Arabien på grund af konflikterne i Irak og Syrien.

Regeringen har indført strenge straffe for terrorforbrydelser.