Ekspert: Flere politikere vil droppe Facebook

16x9
Søren Espersen har droppet Facebook - men han bliver næppe den sidste politiker, der gør det, siger Trine Nebel. Foto: Scanpix

Tilstedeværelse på de sociale medier har længe været et mantra, som alle politikere har fulgt. Den nære kontakt til brugerne - og dermed vælgerne - skulle gøre det nemmere at komme ud med sine politiske budskaber og i sidste ende skaffe flere vælgere.

Torsdag aften valgte Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen dog at trække stikket. Med en opdatering, hvor han fortalte om adskillige trusler mod ham selv og hans kone, sagde politikeren farvel til sine 7000 følgere.

Men det kan vi vente at se flere politikere gøre i den kommende tid, mener Trine Nebel, der underviser i sociale medier i strategi og kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det kan jeg sagtens forestille mig. Vi er så uendeligt trætte af støjen, der er på nogle af disse sider. Al den larm, der er, beriger ikke nogen, siger hun til tv2.dk.

- Der kan ofte være meget langt mellem snapsene i dialogen menneske og menneske imellem.

Ifølge Trine Nebel kommer det sandsynligvis ikke til at koste en politiker som Søren Espersen noget på den politiske bundlinje, at han ikke længere er at finde på Facebook.

- For en politiker som Søren Espersen er det ikke så afgørende. Han har i forvejen så meget medietid, at han kan kommunikere sin politik ud. Og han følgere på Facebook består af to typer: Dem, der vil stå bag ham ligemeget hvad, og dem, som er der uden at bidrage med andet end støj.

Det er altså ikke altid de mest kendte politikere, der får noget ud af at være på Facebook. Til gengæld kan de mere ukendte politikere bruge mediet til at sikre sig de få stemmer, der kan være altafgørende i et lokalvalg eller til ydermandaterne til et folketingsvalg.

- Men det er noget, der tager tid. En Facebook-side er noget, der skal passes og plejes som et rosenbed, og man skal fjerne de visne blade. Hvis man bare bruger det som et medie, hvor man sender en meddelelse ud i ny og næ, kan man lige så godt oprette sin egen blog - og så slå kommentarer fra, siger Trine Nebel.

Farvel til Facebook Dette vil blive min sidste opdatering på Facebook. Min side vil pr. 13/14 2014 ikke længere være...

Posted by Søren Espersen on Thursday, November 13, 2014