Danmark træder på Tyrkiets udenrigspolitiske ligtorn

Den tyrkiske regerings verserende kontrovers med Danmark om den forsvundne dansk-libaneser er direkte relateret til en af de største udenrigspolitiske fadæser i Tyrkiets nyere historie. Det er årsagen til Tyrkiets fodslæbende samarbejde med Danmark i sagen.

Der er fortsat stribevis af ubesvarede spørgsmål i sagen om, hvorfor tyrkiske myndigheder har løsladt den formodede attentatmand, som forsøgte at myrde Lars Hedegaard.

Det tyrkiske udenrigsministeriums første offentlige udmelding i sagen i midten af oktober har modsat hensigten rejst flere spørgsmål, end den har besvaret.

Nøglen til at forstå Tyrkiets adfærd i den dansk-tyrkiske kontrovers er politisk - ikke retslig. Det handler ikke om jura, men om storpolitik. 

Tyrkiets manglende samarbejdsvillighed skyldes først og fremmest, at Danmark stiller stærkt ubelejlige spørgsmål på det værst tænkelige tidspunkt set fra tyrkisk side.

Spørgsmål, der rør ved Tyrkiets omstridte forhold til Mellemøstens for tiden mest brutale islamistbevægelse, IS.

Vi må forstå, at for Tyrkiets islamiskkonservative regeringsparti, AKP, startede sagen ikke ved attentatforsøget mod Hedegaard i februar 2013. Sagsforløbet startede derimod mere end et år senere i juni 2014. 

Her erobrede IS Iraks næststørste by Mosul, overtog det tyrkiske konsulat i byen og kidnappede 49 tyrkiske diplomater, sikkerhedsstyrker og deres familier.

Der var tale om en fjendtlig krænkelse af den tyrkiske stats suverænitet kun 100 kilometer fra den tyrkiske grænse. Hele affæren har bragt regeringen i stor forlegenhed.

Kort tid efter nedlagde tyrkiske myndigheder derfor rapporteringsforbud i sagen. Det betød, at tyrkiske medier, som beskæftigede sig med den og stillede spørgsmål til myndighedernes håndtering, kunne straffes med bøde.   

Regeringen frygtede to ting: at IS' karakteristiske brutalitet kunne koste de tyrkiske statsborgere livet, hvis regeringen blev presset af sin egen offentlighed til at reagere militært mod IS, og at hele affæren ville få den tyrkiske offentlighed til for alvor at se kritisk på AKP’s kontroversielle støtte til væbnede islamister i Syrien.

Selv om IS som organisation opstod i det irakiske morads efter invasionen i 2003, tog bevægelsen sin nuværende form og styrke i det borgerkrigsplagede Syrien.

Mange væbnede oppositionsbevægelser i Syrien har lukreret på strømmen af amerikanske våben gennem Tyrkiet, som spillede en afgørende rolle i at træne, organisere og bevæbne de ”godkendte” sunni-arabiske grupper i kampen mod Assad.

Våbnene var dengang tiltænkt den såkaldt Frie Syriske Hær (FSA), der blev opfundet i vestlige hovedstæder, og hvis politiske hovedsæde var i Istanbul.

Men i takt med, at FSA blev nedkæmpet og udraderet af dels Assads sikkerhedsstyrker og dels oppositionens egne yderligtgående islamister, voksede den væbnede islamisme sig stærkere i det nordlige Syrien.

Det endte sågar med, at FSA’s øverste general, Salim Idris, måtte flygte fra slagmarken og se sit hovedkvarter og våbenarsenal indtaget af islamister.

Det fik Tyrkiet til at kaste sin kærlighed på nye stedfortræderkrigere i den syriske opposition med henblik på at få omstyrtet Assad i Damaskus. Valget faldt mest markant på den al Qaeda-affilierede Al Nusra Front.

Både USA’s tidligere ambassadør i Tyrkiet, Francis Ricciardone, såvel som den amerikanske vicepræsident Joe Biden har offentligt kritiseret den tyrkiske regering for at støtte Al Nusra Fronten.

Situationen var altså den besynderlige, at et vigtigt NATO-medlem og alliancens andenstørste militærmagt støttede al Qaedas arm i Syrien. Og samarbejdet har lige siden klæbet til Tyrkiets omdømme.

Siden har IS ikke blot overtaget den islamistiske fane i Syrien, men også store mængder af amerikanske våben og udvidet slagmarken til at omfatte Irak, hvor bevægelsen for alvor slog sit navn fast ved erobringen af Mosul og kidnapningen af de tyrkiske diplomater.

Meget tyder på, at den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT, meget tidligt i forløbet indledte frigivelsesforhandlinger med IS. For eksempel var den tilfangetagne tyrkiske konsul i besiddelse af en mobiltelefon og i direkte telefonisk kontakt med sine chefer i Ankara. Usædvanligt for højværdi-gidsler i IS-varetægt.

Iagttagere i Tyrkiet har også spekuleret i, hvorfor regeringen i strid med diplomaternes ønske undlod at evakuere konsulatet.

Muligvis stolede regeringen i Ankara for meget på en stående aftale med IS om at holde sig fra tyrkiske interesser. Det endte som bekendt med, at de tyrkiske gidsler blev frigivet.

Spørgsmålene står fortsat ubesvarede hen. I første omgang: Hvilken pris har tyrkerne betalt for frigivelsen?

Men det leder hurtigt frem til endnu mere delikate spørgsmål: Hvilket forhold har den tyrkiske regering til yderligtgående islamister, som Vesten betragter som en strategisk trussel?

Det er disse ubelejlige spørgsmål, som den danske regering nu ad omveje får bragt til overfladen med Hedegaard-sagen.

Derfor er tyrkerne tavse.