Dan Park-udstilling meldt til politiet
Arrangørerne bag den omstridte Dan Park-udstilling, der torsdag åbner i København, bliver nu meldt til politiet for at overtræde racismeparagraffen, fortæller Kulturen på NEWS.
Både Trykkefrihedsselskabet som arrangør, kunstner Kristian Hornsleth der lægger lokaler til, og Dan Park der har kreeret plakaterne, er meldt til politiet.
Det er Dokumentations- og Rådgivningscentret, der har politianmeldt arrangørerne på vegne af den svenske politiker Jallow Momodou, som optræder på flere af Dan Parks værker. Også den danske hjemmeside, Entartetekunst.dk, hvor man kan købe Dan Parks værker, er blevet meldt til politiet. Her er en af bagmændene Lars Hedegaard, der netop har meldt sit kandidatur til Folketinget.
- Vi har faktisk indgivet to anmeldelser. Vi er nødt til at skrive til politiet allerede nu, for at gøre dem opmærksomme på problemstillingen, siger Niels-Erik Hansen, der er leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret til Kulturen på NEWS.
Med politianmeldelsen håber centret at få den danske Dan Park-udstilling lukket, inden den når at åbne, og kravet er, at politiet skal konfiskere samtlige billeder.
- Vi er på niveau med Mogens Glistrups udtalelser om, at muhammedanerne avler som rotter, og Dan Park burde kunne diskutere kontroversielle spørgsmål uden at hænge folk op i galger, siger Niels-Erik Hansen, der er leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret til Kulturen på NEWS.
Hos Trykkefrihedsselskabet tager man med politianmeldelsen med ophøjet ro.
- Jeg synes det er noget værre pjat, og det er en måde at hæmme ytringsfriheden på, som klæder anmelderen ganske lidt. Det kan godt være billederne virker stødende men det er et vilkår, når man bor i et frit og åbent demokrati med ytringsfrihed, siger Trykkefrihedsselskabets næstformand Aia Fog til Kulturen på NEWS.
Torsdag åbner Trykkefrihedsselskabet Dan Park-udstillingen med ni af kunstnerens værker, som er blevet forbudt i Sverige