Nyheder

Mystisk cirklende skib vækker mistanke under ubådsjagt

Olietankeren NS Concord har ligget og zigzagget ud for den svenske skærgård, men har holdt sig i internationalt farvand. 

Det har fået flere svenske medier til at gisne om, at skibet kan have forbindelse til den formodede russiske ubåd, der muligvis har været inde i den svenske skærgård. 

I sig selv ville der ikke være noget mistænkeligt i det, da skibet sejler under liberiansk flag. Men skibet er ejet af et russisk selskab, der efter sigende har hovedkvarter i Sankt Petersborg, hvor NS Concord sidst var i havn.

Derfor spekuleres der i øjeblikket i, hvorvidt olietankeren er ’moderskib’ for en såkaldt mini-ubåd. Med det menes der, at skibet muligvis tjener som forsyningsskib for en beskadiget russisk ubåd.

Indtil lørdag lå den russiskejede olietanker ud for den svenske skærgård. Pludselig ændrede skibet adfærd og kurs og sejlede stik mod syd. Herefter forsvandt den desuden fra radaren hos marinetraffic.com, der holder øje med forskellige skibes lokaliteter. Hvor skibet i øjeblikket befinder sig er derfor uvist. 

Svenska Dagbladet, der lørdag kunne fortælle, at der var tale om en russisk ubåd, melder søndag desuden om, at der i øjeblikket er et ’russisk specialfartøj’ på vej mod Stockholm.

Specialfartøjet er det russiske research-skib Professor Logachev. I øjeblikket følger tre hollandske korvetter med research-skibet, der angiveligt er på vej mod Las Palmas. Ruten går meget belejligt forbi det område, hvor NS Concord formentligt befinder sig. At det er på vej mod Stockholms skærgård får blandet den svenske militæranalytiker Stefan Ring til at konkludere over for Svenska Dagbladet, at det kan skyldes, at det skal assistere NS Concord, hvis en ubåd skal hives op af dybet.

Du kan se NS Concords besynderlige sejlrute på billedet herover.

Orlogskaptajn Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet svarer søndag aften på jeres spørgsmål om ubådsjagten. Deltag her.

Ubådskrænkelser i Sverige

  • Det svenske forsvar satte fredag aften mange ressourcer ind til lands, til vands og i luften efter rapporter om, at der er "undervandsaktivitet" i skærgården uden for Stockholm.
  • Ubådskrænkelser af svensk territorialfarvand er indtruffet ved gentagne lejligheder under Den Kolde Krig.
  • Da en sovjetisk ubåd i 1980 blev opdaget ved Utö, der er en af de store øer i Stockholms skærgård, blev det den egentlige begyndelse på den såkaldte ubådskrise.
  • 28. oktober 1981 gik en sovjetisk ubåd U137 på grund uden for Karlskrona - en begivenhed, der gav genlyd i hele verden.
  • I oktober 1982 indledte man en ubådsjagt i Hårsfjärd i og omkring et marinebaseområde i Hårsfjärd i den sydlige del af Stockholms skærgård. Den varede et par uger og var intensiv, men nyttesløs.
  • I maj 1983 var der ubådsjagt i Sundsvall.
  • I august 1983 var der mistanke om ubåd i ved Karlskrona.
  • I februar 1984 var der mistanke om ubåd samt fremmede dykkere i karlskronaområdet.
  • I juni 1988 sprængte søværnet 22 dykbomber mod en mistænkt ubåd ved Hävringe.
  • I efteråret 1992 blev en mistænkt ubåd angrebet med torpedoer, som i stedet var tæt på at sænke den svenske korvet, som affyrede dem.
  • Der bliver i årene gjort i hundredvis af observationer, og mange klassificeres som krænkelser. Hændelserne ebbede ud i midten af 1990'erne efter Den Kolde Krigs afslutning.

/ritzau/