Nyheder

Sverige: Jagt på fremmed ubåd øges

Svenskerne har formentligt haft ubudte gæster natten til lørdag. Et tip har alarmeret det svenske forsvar om det, svenskerne selv kalder 'fremmed undervandsaktivitet'. Den 'fremmede undervandsaktivitet' har været inde i den svenske skærgård omkring Stockholm. Endnu vides det ikke, hvem der kan have været på besøg, men det svenske forsvar er massivt til stede i området, hvor det, man formoder er en fremmed ubåd, skal være blevet spottet.

Det var et tip fra en anonym kilde, der fik svenskerne op af stolen. Meget mere end det har det svenske forsvar dog ikke kommunikeret ud.  

De svenske myndigheder vurderer stadig, at de tips, de fik fredag, er ’meget troværdige’.

Leder med sonarer under vandet

På et pressemøde lørdag siger operationsleder Jonas Wikström fra det svenske forsvar, at antallet af enheder i området vil blive opjusteret.

Svenskerne håber dermed, at de kan blive klogere på, om der virkelig har været tale om ’fremmed undervandaktivitet’.

På pressemødet siger Jonas Wikström også, at der ’fortsat vil være fokus på indhentning og bearbejdning af information’. Yderligere detaljer er han meget påpasselig med, da en eventuel fjende ikke skal have information om indsatsen i skærgården.

Et af de fartøjer, der bliver sat ind i efterforskningen, er korvetten HMS Visby. Skibet har en 40 mand stor besætning, og er desuden udstyret med sensorer på skroget, som indsamler information. Disse sensorer kaldes også sonarer, forklarer Jonas Wikström på pressemødet.

Sonarerne bør kunne gøre svenskerne klogere på, hvad der har befundet sig under havoverfladen i den svenske skærgård.

Småt med oplysninger

Det nye fra svenskerne er, at man øger eftersøgningen i skærgården. De kalder stadig oplysningerne om den mulige ubudne gæst i skærgården ’yderst troværdige’.

Hvad oplysninger består af, vil Jonas Wikström ikke kommentere på. Ej heller fra hvem, oplysningerne skulle være kommet.

Operationslederen vil heller ikke afsløre, om de svenske politikere har taget kontakt til andre statsmagter.

- Det vil jeg ikke udtale mig om, konstaterede operationslederen. Herefter forlod han pressekonferencen.