Nyheder

Sådan skaffer du penge gennem crowdfunding

Har du en god idé til en virksomhed, som er faldet til jorden, fordi banken har smækket døren i med en begrundelse om, at du bor for langt ude på landet?

Så kan crowdfunding være vejen frem, fortæller konsulent i Dansk Erhverv, Sigurd Schou Madsen til TV2 News.

Nye virksomheder og iværksættere har nemlig sværere ved at låne penge i landområder end de har i byområder, viser en ny undersøgelse fra KL's nyhedsbrev Momentum.

Derfor kan virksomhederne være nødt til at finde alternative måder at skaffe penge til deres virksomhed på, og her håber man i Dansk Erhverv, at crowdfunding være løsningen.

- Det går ud på, at virksomhederne i stedet for at gå ud og spørge banken eller en kapitalfond, så går de ud og spørger slutbrugerne, om de vil være med til at finansiere opstarten af virksomheden eller udviklingen af produktet, fortæller Sigurd Schou Madsen.

Crowdfunding kan foregå på en række forskellige måder. Det kan både være ren donation, hvor giveren gratis støtter virksomheden eller projektet.

Kys på kinden

Det kan også være ´reward-baseret´, hvor giveren modtager en form for gave for donationen.

-Det kan være produktet når det er udviklet, en t-shirt eller sågar et kys på kinden. Der var en sandwichbar i Århus, som ville crowdfunde iværksættelsen af virksomheden. De havde så forskellige ting man fik; hvis du giver det, så får du en sandwich, hvis du giver det, så får du et kys på kinden, fortæller Sigurd Schou Madsen.

Han understreger, at der i tilfældet med sandwichbaren var tale om små beløb, og at det netop er meningen med crowdfunding.

Mikrolån

Sigurd Schou Madsen ser dog størst potentiale i lånebaseret crowdfunding, hvor forbrugerne giver mikrolån til virksomheden, samt aktiebaseret crowdfunding, hvor brugerne får en ejerandel af virksomheden, som svarer til det beløb, som de har støttet med.

- Crowdfunding kan eksistere i alle typer virksomheder. Både de kommercielle, som skal hente stor kapital, men et andet godt eksempel er fra Fjaltring i Jylland, hvor købmanden skulle lukke, som den gør i mange af de her områder. Der gik byen simpelthen sammen og crowdfundede den har virksomhed, fortæller Sigurd Schou Madsen.

Det kræver dog meget, at få crowdfunding op at stå, og det er langt fra nok bare at åbne en konto i banken, understreger Sigurd Schou Madsen.

- Det er nogle mennesker, som tror på deres projekt, og som ikke kan leve med, at de oplever en lukket dør i banken. Derfor er de villige til at lave sådan en kampagne, som det her i virkeligheden er. Der ligger et meget stor stykke arbejde i, at lave sådan en kampagne, som det her er.

Støtte små virksomheder

Hos Dansk Erhverv håber man, at den nye finansieringsform kan vinde frem, og være med til at skabe flere små virksomheder i Danmark.

- Vores håb er, at det i første omgang kan støtte den her underskov af iværksættervirksomheder, som jo ellers aldrig ville være kommet fra land. Jeg håber også på, at det kan skubbe lidt til iværksætterkulturen i Danmark, så flere tør tage det her spring fra en lønmodtagerkarriere til at blive iværksætter, siger Sigurd Schou Madsen.

Fire former for crowdfunding

Ifølge Dansk Erhverv er der fire måder, som virksomheder kan skaffe penge på gennem crowdfunding.

Donationsbaseret crowdfunding

Forbrugeren donerer penge til en virksomhed eller et projekt af ren goodwill

Rewardbaseret crowdfunding

Forbrugeren får en tilkendegivelse, når produktet eller virksomheden er udviklet. Det kan for eksempel være en gratis prøve af produktet.

Lånebaseret crowdfunding

Forbrugerne giver mikrolån til virksomheden

Aktiebaseret crowdfunding

Forbrugerne får en andel af virksomheden, som svarer til det beløb, som de har støttet med.

Kilde: Dansk Erhverv