Nyheder

Lars Hedegaards formodede attentatmand er på fri fod

 Den danske statsborger, der siden april har siddet fængslet i Tyrkiet og er sigtet for drabsforsøg på forfatter og Islam-kritiker Lars Hedegaard, er nu på fri fod, efter at han formentlig er blevet løsladt af de tyrkiske myndigheder.

 Det meddeler Radio24syv lørdag aften.

 Lars Hedegaard fortæller, at han fredag aften og lørdag morgen er blevet orienteret af PET's afdeling for personbeskyttelse.

- Jeg blev ringet op af PET fredag eftermiddag, og jeg fik at vide, at den mistænkte var på fri fod, siger Lars Hedegaard til TV 2 News. 

Hør og læs hele interviewet med Lars Hedegaard her.

Ifølge Radio Radio24syv frygter de danske myndigheder, at tyrkerne har udleveret danskeren til Islamisk Stat som led i en fangeudveksling, og at danskeren nu er på fri fod i Syrien.

Flere tyrkiske medier skrev imidlertid i september, at fangeudvekslingen foregik mellem den syriske oprørsgruppe Liwa al-Tawhid og IS. Ifølge Al Monitor er de tætte forbindelser mellem oprørsgruppen og Tyrkiet ingen hemmelighed.

The Hürriyet Daily citerede således embedsmænd fra justitsministeriet for at sige, at ”ingen mennesker er savnet fra Tyrkiske fængsler.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har efterfølgende hverken villet be- eller afkræfte, hvor fangerne fra fangeudvekslingen sad fængslet, og altså herunder om fangerne sad i tyrkiske fængsler.

Attentatforsøget mod Lars Hedegaard fandt sted 5. februar 2013 i Hedegaards opgang på Frederiksberg i København.

En 26-årig dansker statsborger som politiet havde sigtet for drabsforsøg blev anholdt i Tyrkiet, og siden har de danske myndigheder forsøgt at få ham udleveret. 

Lars Hedegaard-sagen kort:

Attentatforsøget på den dengang 70-årige Lars Hedegaard fandt sted den 5. februar 2013.

Den islamkritiske samfundsdebattør blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg af en ung mand, der udgav sig for at være postbud. Da Lars Hedegaard åbnede sin hoveddør, trak den unge mand en pistol og affyrede et skud, dog uden at ramme.

De to mænd kom derefter i håndgemæng, og det lykkedes ikke den unge mand at affyre flere skud, før han stak af.

Trods en ihærdig efterforskning lykkedes det ikke politiet at finde frem til gerningsmanden før mere end et år efter.

Den 27. april 2014 oplyste Københavns Politi, at en mistænkt var blevet anholdt i Tyrkiet. Der var tale om en 26-årig dansk statsborger med libanesisk baggrund. Politiet fortalte samtidigt, at man havde overvåget manden i flere måneder.

Manden blev varetægtsfængslet i Tyrkiet og meddelte skriftligt sin danske advokat, at han gerne ville udleveres til retsforfølgelse i Danmark. I stedet er han blevet sat på fri fod i Tyrkiet - ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet muligvis i forbindelse med en fangeudveksling med terrororganisationen IS.