Nyheder

Danske F16-flys opholdssted er hemmeligt

Efter lidt tovtrækkeri sendte folketinget torsdag syv F16-jagerfly mod Kuwait. Her skal de udstationeres, mens de deltager i den koalition, der er ledet af amerikanerne. Modstanderen er terrororganisationen Islamisk Stat i Irak. 

Flyene blev sendt afsted allerede torsdag, men fredag er de endnu ikke nået frem, fortæller vagthavende presseofficer Kathrine Vase til tv2.dk.

- Flyene er på vej mod Kuwait, men hvor de i øjeblikket er, kan jeg ikke sige noget om. Det er hemmeligt, siger presseofficeren, der dog forsikrer, at Forsvaret udmærket ved, hvor flyene befinder sig.  

- De har haft et stop undervejs, men jeg kan ikke afsløre hvor, siger Kathrine Vase.

Tilladelse til det hele

Islamisk Stat er blevet bombet heftigt af den amerikansk ledede koalition de seneste dage, og det er altså det arbejde, de danske piloter og deres fly skal deltage i.

- Piloterne har tilladelse til ’det fulde spektrum’, som vi kalder det. Det betyder, at de har grønt lys til både at foretage luftangreb og til at deltage i rekognosceringsaktioner.

Danske piloter og deres arbejde har tidligere været rost af amerikanerne i tidligere aktioner, hvor begge lande har deltaget militært. Derfor har flere forskere også peget på, at de danske piloter vil få masser af tid på vingerne.

- Derfor har vi også et stor stab med til Kuwait, fortæller Kathrine Vase der uddyber:

- En så stor aktion kræver mange kræfter, og derfor har vi også meget mandskab af sted – både ekstra piloter, teknikkere og sågar en præst.

Hemmelighedsfuld operation

Umiddelbart er det kun fire af de syv fly, der skal fungere som operative. De resterende tre er i reserve, i tilfælde af tekniske problemer.     

- Meget mere kan jeg desværre ikke sige på nuværende tidspunkt. Der kommer dog en pressemeddelelse i løbet af dagen, hvor vi uddyber, hvordan missionen forløber i øjeblikket, siger Kathrine Vase.

Tv2.dk følger flyenes videre færd nøje.